Når man kører langs sydsiden af Mariager Fjord - så skal man ikke snyde sig selv for en tur omkring det charmerende Dania, der vidner om tidligere tiders gamle cementarbejder miljø.
Lige inden man kommer til Dania fra Fladbjerg passerer man Dansk Salt, Skandinaviens eneste saltfabrik. Saltfabrikken henter sine råstoffer i en salthorst ved Hvornum, vest for Hobro, hvor saltet fra naturens side er placeret ca. 200 m under jordens overflade. Gennem en rørledning føres saltet som saltvand til fabriksanlægget på Dania, hvor det forarbejdes til bl.a. fødevare- og vejsalt og derefter distribueres.
Når man kører ind i selve Dania kommer man forbi de Gule Huse (Jyllands Nyboder) forbi funktionærboligerne og den gamle direktørbolig og ind på fabriksområdet. De restaurerede bygninger er i dag hjemsted for mange små-industrier og serviceprægede virksomheder.
Dania er et gammelt cement-arbejder miljø. Det er ikke noget tilfælde, at Dania og Kongsdal blev et center for cementproduktion. Her var råstoffer tilstede i rigelige mængder og ideelle transportforhold gennem fjorden.
I bakkerne var der adgang til store mængder af Danien kridt, som er kridt af særlig høj kvalitet.
I kombination med det fedtler, som kunne graves ved Katbjerg Odde og på fjordbunden i de lavvandede områder øst for Hadsund, var Dania således et oplagt sted for cementproduktion. Danienkalk er at finde i Dania og heraf stammer navnet Dania. Danienkalk er betegnelsen for de kalklag, der blev aflejret i Danmark i Danien-tiden for ca. 60 mio. år siden. Danienkalken er dannet ved ophobning på havbunden af skaller af dyr og planter. Danienkalken er ofte rig på større fossiler; ud over bryozoer og koraller er søpindsvin, brachiopoder og muslinger hyppige. Flint udgør op til 20% af lagene. Kalken blev anvendt til brændt kalk og til bygningssten. Fra 1800-tallet var hele området gråt i gråt - kridt og cementstøv i luften prægede både arbejdere, bevoksning, træer og boliger. Overalt måtte man knibe øjnene sammen for at undgå støv i øjnene.
Som Danmarks nok eneste “privatejede” landsby med en utrolig smuk beliggenhed ud til Danmarks længste og smukkeste fjord, byder Dania på seværdigheder, man sjældent hører om, bl.a. den meget lille fjordfiskerhavn Skarodde midt imellem Dania og Kongsdal. Her skrev forfatter Hans Kirk bl.a. de berømte bøger “Fiskerne” i 1928, som også blev blev en kendt TV serie.
På havnen ligger selskabslokaliteten Orkidee Dania, som ligger i de allersmukkeste omgivelser med udsigt over Mariager Fjord. Et oplagt sted for fx busselskaber på vej gennem Ferielandet Mariager Fjord.
Selv om mange af Danias bygninger er fjernet, eksisterer der fortsat et større antal produktions- og lagerbygninger på Dania, som bl.a. huser en række småindustrier. Den mest karakteristiske bygning er et 40 m højt sammenvokset siloanlæg i beton, som ligger ned til fjorden. Dette anlæg var tidligere ejet af FLSmidth, men ejes i dag af ejerskabet for det øvrige Daniaområde.
FLSmidth har stadig et forskningsanlæg i Dania med 20 medarbejdere. Forskningsanlæget hedder R & D Centre Dania, Denmark - R for research og D for development.
Til den gamle cementfabrik hører også fire længer med arbejderboliger, huse til funktionærerne, en statelig direktørvilla samt et havneanlæg. Cementfabrikkerne har derudover sat deres tydelige spor i landskabet i form af store kridtgrave med stejle skrænter.
Kridtgravenes stejle skrænter er meget specielle og kridtgraven ligger i dag hen som et mægtigt ar i landskabet. De stejle skrænter har også et meget specielt udtryk og har derfor været baggrund for flere filmoptagelser.