Historiske bygninger i Mariager

Arkitektur og byrum

Det gamle Rådhus

Det gamle Rådhus ligger smukt og majestætisk midt på Torvet i Mariager. Rådhuset er i dag prydet med et flot ur, byens vartegn ”Tranen” samt skrift i guld med 2. linje i ”Jydske Lov”:

”Var ei lov i lande da havde hver meest som meest maatte gribe”.

Den forgyldte trane, som står på taget af Det gamle Rådhus, hviler på et ben og har en sten i det andet. Tranen våger over Mariager og dens indbyggere. Den holder om stenen, for at den ikke skal falde i søvn. Man siger at hvis stenen en dag er væk, betyder det at Mariager ikke længere er beskyttet. Tranen er et gammelt symbol på vagtsomhed og udødelighed. 

Rådhuset er bygget i 1821-22, og når man nu var i gang med at bygge en ordentlig administrations-bygning i byen, kunne man ligeså godt lave plads til et arresthus - for sådan et manglede byen også. Derfor indrettes der arresthus på loftet af rådhuset. Kom man i arresten blev det på den tid i Mariager kaldt ”at blive sat under storken” – det var den forgyldte trane, der refereres til. Arresten var i en overgang også indrettet i en bygning for sig selv – bag rådhuset.

Da Rådhuset blev bygget i 1822 var det kun i én etage. Omkring århundredeskiftet voksede byen og administrationen. Derfor blev rådhuset tilføjet en etage mere i 1914. Det var arkitekten Carl Lundquist, der stod for ombygningen. Herefter fremstod Rådhuset som et fremadsynet symbol og centrum for en by i vækst.

Tidligere har Det gl. Rådhus også fungeret som retssal og advokatkontor - og senest været indrettet som turistbureau og har frem til 2020 været domicil for den kommunale turistenhed Visitmariagerfjord, der nu kendes som Destination Himmerland. 

Nu er det sekretariatet for Political Festival of Europe, der har til hus i bygningen. 

Bryllupssalen på Det Gl. Rådhus i Mariager 

Efter længere tids renovering, stod den nye bryllupssal klar i 2019, i det tidligere sognerådsformands- og borgmesterkontor på Det Gl. Rådhus i hjertet af "Rosernes by" Mariager.

Lokalet er indrettet i en gammel stil, således at det passer perfekt ind i bygningens historie, der går helt tilbage til år 1820. 

Bugges Gård

Bugges Gård er opført i 1735 og er en tidligere købmandsgård. Gården har en særdeles smuk dør, der skulle stamme fra en kirke i omegnen.

Det gule, lange og lidt skæve hus er en af byens gamle købmandsgårde. Huset har været en del af en større 4-længet gård, hvor der også var plads til landbrug. Gården kan spores tilbage til 1600-tallet, men den gik op i røg i en stor bybrand i 1732. Den blev dog hurtigt genopbygget. I dag er hele ejendommen ombygget til ældreboliger, ejendommen kaldes stadig Bugges Gård efter den sidste købmand på stedet. Man må gerne kikke indenfor på gårdspladsen i den maleriske gamle gård.

Bomhuset

Omkring 1780 havde købstaden Mariager 7 bomme, hvor der betaltes afgift. Det gamle Bomhus i Teglgade i Mariager var blot et af dem. Teglgade var tidligere indfaldsvej fra Hobro og derfor var dette bomhuset, hvor der opkrævedes en afgift på alle forbrugsvarer, som kom ind i Mariager.

Det nuværende bomhus er opført i 1820 af købmand Sorvad og blev i mange år udlejet til indflydelsesrige borgere i Mariager.

Bryggergården

Den gule bygning på hjørnet af Teglgade/Klosterstien hedder ”Bryggergården” og lever op til sit navn. Den har nemlig i flere århundrede været brugt som brændevinsbrænderi, og også til produktion af sodavand og hvidtøl. I 1906 ødelagde en omfattende brand bryggeriet, og det blev enden på det driftige bryggeris historie. I dag er bygningen indrettet med boliger, husene inde i gården er alle af nyere dato. Mens den gule bygning ud mod Teglgade er fra 1876.

 

Teglgade 11 – 13

- var oprindelig hovedbygning til to gårde. En smuk bygning der er værd at lade turen gå forbi.

Hotel Postgården

Hotel Postgaarden er næsten blevet byens vartegn. Den ældste del af bygningen er fra 1700-tallet. I flere år boede byens sognepræst her, men siden midten af forrige århundrede har den været benyttet som gæstgiveri.

Bygningen er en af Mariagers ældste. Dele af det bærende træværk menes at stamme fra et Middelaldergavlhus. Kilder fra 1700 tallet fortæller, at bygningen allerede på det tidspunkt var udskænkningssted og gæstgiveri. Stedet fik navnet ”Postgården” i folkemunde i slutningen af 1800-tallet, fordi postvognen fra Randers havde sit faste stoppested her foran bygningen. I midten af 1900-tallet var bygningen megen forfalden, og det kom på tale at pille hele bygningen ned og flytte den til museet ”Den Gamle by” i Århus. Men med hjælp fra Fredningsstyrelsen, valgte man i stedet at gennemrestaurere bygningen og beholde den her i byen. I dag er hele bygningen fredet. [1]

Den gamle Købmandsgaard

Den ældste længe af Købmandsgården huser i dag Mariager Museum (link til GDK), og er fra 1700-tallet. Til gårdsiden har købmandsgården en velbevaret svalegang. Gårdens øvrige længer er godt 100 år yngre og rummer i dag blandt andet galleri og Den Gamle Biograf, som er samlested og festlokale.

Gården betragtes som én af Mariagers smukkeste ejendomme. Bygningens baggård har ikke ændret sig meget siden dengang – den skal opleves!

Museet overtog halvdelen af Købmandsgården i 1972 og resten i 1985. Forinden var den sydlige fløj menighedsrådets, til brug som sognegård. Sognegården er nu flyttet til klosteret (intern link Klostret), og Mariagerfjord Kommune har overtaget bygningen, som herefter anvendes til arkiv og mødelokale. Den Gamle Biograf er i 2015 gennem restaureret og udbygget, så den i dag fremstår som et af kommunens absolut mest attraktive spillested og forsamlingshuse.

Fundamentet af den gamle latinskole

- fra 1500-tallet er delvis bevaret. Mariager fik som alle købstæder en latinskole. Dens lærerkræfter bestod af en rektor (oftest byens kapellan) samt en »hører«. Ved nedlæggelsen af skolen i 1739 var bygningen så forfalden, at rektor måtte bo andetsteds i byen.

Sprøjtehuset er en lille smuk bygning fra 1850-erne ligesom det øvrige Fuglsang – og var engang brandstation. I dag er den i privat eje.

Apotekergaarden også kaldt Smedegården, er, som flere af de øvrige ældre bygninger delvist opført ovenpå kryds-hvælvede kældre, der stammer tilbage fra 1400-tallet, hvor et af klostrets gæstehuse lå på grunden. Her åbnedes byens første apotek i 1816.

Klosterkælderen - læs om Klosterkælderen HER

__________________________________________

[1] Reference: Mariagerfjordguiden.dk

Indhold er leveret af Destination Himmerland
info@destinationhimmerland.dk
Sidst opdateret d. 29/04/2024 16:05

I nærheden