Hohøj

Fortidsminder og ruiner

Vil I mærke historiens vingesus – og samtidig opleve en betagende udsigt over Mariager Fjord og det smukke landskab langs fjorden? Så besøg Hohøj lige uden for Mariager. 

Hohøj er Skandinaviens største gravhøj – endda større end de berømte kongehøje i Jelling – med en egenhøjde på 12 m, en højde i alt på 110 m over vandets overflade og en diameter på ca. 72 m. Højen anses som et af Jyllands fornemste oldtidsmindemærker, ikke mindst takket være sin placering på et af Jyllands højeste punkter, og her kan I opleve en vidtstrakt udsigt over Mariager Fjord og bakkelandet omkring. Faktisk vil I på klare dage kunne se ud over næsten 75 km af det fascinerende bakkelandskab med fjord, skove, marker, hede – og ikke mindre end 28 kirker.  

Højen har ikke blot haft historisk betydning tilbage i bronzealderen, da den blev skabt, men også op gennem historien, hvor den har været brugt som samlingspunkt for folkemøder – og faktisk afholdes der den dag i dag grundlovsmøder på det smukke sted.  

Når I har været på toppen af Hohøj og har set jer mætte i panoramaudsigten, kan I besøge Det Røde Hus, hvor en plancheudstilling fortæller om stedet, dets historie og de udgravninger, der er foretaget i og omkring Hohøj. Og hvis I bare ikke kan få nok af fascinerende natur og historie, anbefaler vi en gåtur gennem Alstrup Krat lige nord for Hohøj – skoven er nemlig noget af det nærmeste, vi i dag kommer på et landskab, der har været næsten urørt siden oldtiden. Der er anlagt en skøn vandresti i området, som bringer jer forbi en række spor fra de beboelser, der har været nær Mariager Fjord i adskillige årtusinder – fra andre gravhøje og til dyrefolde, kreaturstier, et møllested, ældgamle hulveje – og meget andet. Og så giver Alstrup Krat naturligvis også en skøn naturoplevelse med sine krogede gamle træer og bakkelandskab.

Hvis I holder ferie i Mariager, kan Hohøj bruges som et mål for en hyggelig udflugt til fods – højen ligger nemlig blot 1,5 kilometer fra Mariagers historiske centrum. Hvis I vil vide mere om højen, inden I begiver jer ud på jeres udflugt, kan I starte udflugten med et besøg på Mariager Museum, hvor I både kan se et udsnit af selve gravhøjen og få en fornemmelse for hvor høj den egentlig er.  

Hvis I har en særlig interesse for spektakulære fortidsminder – eller bare vil dykke lidt dybere ned i den spændende danske historie – anbefaler vi også et besøg til Kongehøjen mellem Hobro og Mariager, Lundshøj mellem Valsgård og Mariager Fjord – og naturligvis de enestående ringborge Fyrkat og Aggersborg 

Se kort og find beskrivelse af vandreturen ved ”Hohøj og Alstrup Krat” her. 

Indhold er leveret af Destination Himmerland
info@destinationhimmerland.dk
Sidst opdateret d. 21/04/2024 12:40

I nærheden