Baunhøj Mølle, der er en hollandsk vindmølle, blev oprindelig opført i 1849 på Grenaas bedste udsigtspunkt 37 meter over havet. Den nedbrændte totalt i 2002, men er genopført i årene 2003-2005 med anvendelse af en del af fortidens håndværksmæssige møllebyggetraditioner.
Baunhøj Mølle er et af Norddjurs Kommunes kulturelle fyrtårne. Møllen er samtidig Grenaas vartegn beliggende højt på Baunhøj.
Foruden at rumme skiftende kunstudstillinger samt fungere som arbejdende mølle og ramme om vielser kan Baunhøj Mølle lejes til kulturelle arrangementer, receptioner og tilsvarende.
Møllens drift varetages af et Møllelaug og frivillig arbejdskraft samt ansatte kustoder.
Baunhøj Mølle er en unik og flot ramme om en vielse, og stedets ansatte hjælper gerne med at arrangere begivenheden. Uanset hvor i landet I kommer fra, kan I blive viet i møllen.