December 2016 blev den nye gangsti mellem Faaborg og Lucienhøj ved Pipstorn Skov indviet.
Gangstien er 2,1 km. lang og går fra Kalekovej ved Faaborg Miniby langs veteranjernbanens banelegeme ud til Lucienhøj trinbræt. Her finder du borde og bænke, men ønsker du at gå længere, kan du gå op til udsigtspunktet og videre ind i Pipstorn Skov. Ved Lucienhøj udsigten er der også borde og bænke, et toilet, p-pladser for biler og bus samt et bålsted.
Faaborg-Midtfyn Kommune har i samarbejde med Holstenshuus, som ejer Pipstorn Skov, etableret shelters, bålhytter, en lille legeplads for de mindste og en mountainbike bane. Brochurerne ’Pipstorn Skov’ og ’Fortidsminder’ kan fås på Faaborg Turistbureau.
Med fortidsminder, der viser spor af 6000 års dansk kulturhistorie, kan du på din vandretur og med brochurerne i hånden begive dig ud på en fantastisk tidsrejse.