Vær med til at tænde lys i efterårsmørket, når Søbygaard inviterer til lanternefest og skabelsen af en lysskulptur, der skal lyse op i de mørke efterårsdage. Sammen fylder vi mørket med lys, sang og fortælling - en magisk oplevelse for børn og deres voksne.
Eftermiddagen begynder med to kreative workshops, hvor børnene kan lave deres egen lanterne og være med til at skabe en stor lysskulptur af blandt andet hønsenet, gips og lyskæder. I mindre grupper arbejder børnene med hver deres del, som til sidst samles til én stor, lysende skulptur ved Jagtslottet. Her vil den lyse op gennem vinteren og minde os om den særlige dag, hvor vi sammen skabte lys i mørket.
Når det kreative arbejde er færdigt, samles vi ved bålet. Her kan børn og voksne varme sig med kakao og flødeskum, nyde den medbragte madpakke og lytte til fortælling i flammernes skær.
Når mørket falder på, tænder vi lanternerne og går i samlet flok mod Jagtslottet, mens vi synger lanternesangen. Som en lysende perlekæde snor vi os gennem mørket, indtil vi når frem til den store lysskulptur, der tændes og lyser op i aftenmørket.
Sammen danner vi en kreds og kalder på Morten Lygtemand. Med sang forsøger vi at lokke ham frem med sin lange vandrestav og sækken på ryggen. Og måske har han sin kones dejlige sol-, måne- og stjernesmåkager med, som han deler ud til de fremmødte.
Aftenen kan afsluttes med en tur indenfor i Jagtslottet for de børn og voksne, der har mod på lidt ekstra uhygge. Her venter en stemningsfuld oplevelse med en snert af noget hjemsøgt!
Arrangementet henvender sig især til børn i alderen 5-12 år og deres voksne.
Praktisk information: Husk varmt tøj, og tag gerne en lille madpakke med, hvis I skulle blive sultne.
Lys i mørket arrangeres i samarbejde mellem Søbygaard, Ærø Turist & Erhverv og KunstVærkStedet/Ærø Kommune.
Lys i Mørket løber altid af stablen den første hele weekend i november og finder sted på både Ærø, Læsø, Samsø og Langeland. Sammen skaber de fire øer lys i mørket på en tid af året, hvor dagene bliver kortere.
På Ærø kan øboer, deltidsøboer og gæster glæde sig til to stemningsfulde aftener, hvor øen inviterer indenfor og ud i mørket til kultur, mad og særlige oplevelser på tværs af øen – og til en begivenhedsrig weekend lidt ud over det sædvanlige for årstiden.
Opret en bruger og få dine oplevelser sikkert gemt hos Bellis.