9/11: Tag med til en anderledes koncert i Humble, når den ukrainske duo Heinali & Andriana-Yaroslava Saienko forener gamle sangtraditioner med elektronisk musik.
Oplev en spændende musikalsk rejse, når den ukrainske duo Heinali & Andriana-Yaroslava Saienko gæster Musikefterskolen i Humble på Langeland. Her mødes middelalderens klange, ukrainsk folkesang og moderne elektronisk musik.
Koncerten tager udgangspunkt i musikken fra Hildegard von Bingen, der var komponist, forfatter og nonne i middelalderen.
Den elektroniske komponist Heinali, også kendt som Oleh Shpudeiko, arbejder med modulær synthesizer og henter inspiration fra middelalderens musikalske traditioner.
Sammen med sangeren Andriana-Yaroslava Saienko, der trækker på den ukrainske folkesangstradition, skaber han et musikalsk møde mellem fortid og nutid.
Glæd dig til en koncert, hvor gamle melodier får nyt liv gennem elektroniske klange og en stærk vokal.
Heinali & Andriana-Yaroslava Saienko har optrådt på internationale scener og festivaler som Lincoln Center i New York, CTM Festival i Berlin, Rewire i Haag og Primavera Sound i Barcelona.
Nu kan du opleve duoens musik på Langeland, når Musikefterskolen i Humble danner rammen om koncerten.
Kombinér koncerten med en tur rundt på Sydlangeland, hvor natur, kunst og kultur ligger tæt på hinanden.
I Humble kan du blandt andet opleve Humble Kirke og gå på opdagelse i landsbyen. Lidt længere mod syd venter Koldkrigsmuseum Langelandsfort og de vilde heste ved Dovns Klint.
Området er en del af UNESCO Global Geopark Det Sydfynske Øhav, hvor istidens landskaber stadig præger naturen.
Opret en bruger og få dine oplevelser sikkert gemt hos Bellis.