Oplev Finn Nørbygaard i et ærligt, humoristisk og eftertænksomt erindringsforedrag om livets store opture, dybe nedture og den selvindsigt, kriser kan føre med sig.
Livet byder på op- og nedture for enhver. Få har imidlertid oplevet så store opture og så ekstreme nedture som Finn Nørbygaard. I erindringsforedraget fortæller han ærligt, humoristisk og eftertænksomt om sit liv, og om hvordan nedturene har givet ham selvindsigt.
Fortællingen går fra den bortadopterede Finns opvækst i Esbjerg over læreruddannelsen til mødet med Jacob Haugaard i 80’ernes kreative miljø i Aarhus. Den handler også om årene med shows i landets store kulturhuse, eget sketchshow på TV, de ikoniske Squash-reklamefilm og film med et samlet billetsalg på over 850.000.
Finn Nørbygaard har smagt succesens sødme, men også oplevet nedturen, da de gode anmeldelser blev afløst af kritik fra pressen. Showbizlivet blev sat på pause og erstattet af en uddannelse som psykoterapeut og et virke som foredragsholder. Senere mistede han sine showbizpenge efter en investering i IT Factory.
I dag ser Finn tilbage på et liv, hvor eksistentiel angst, professionelt sammenbrud og økonomisk ruin har fået ham til at miste facaden og møde sig selv med ærlighed. Hans beretning giver anledning til at perspektivere til eget liv og de kriser, man selv eller andre møder.
Foredraget rummer almenmenneskelige erfaringer, sjove anekdoter og finurlige historier fortalt i Finn Nørbygaards vanlige underspillede stil.
Opret en bruger og få dine oplevelser sikkert gemt hos Bellis.