På Voldtofte Mark og i gravhøjene på Sydvestfyn er der blevet gravet af flere gange. Fra gravhøjen Lusehøj er der foretaget fund, der gør, at Lusehøj med rette er blevet betragtet som Nordens rigest udstyrede gravhøj fra midten af yngre bronzealder (ca. 900- 700 f.Kr.).
Andre af områdets høje vurderer man også som ”fyrstegrave”. Voldtofte er i dag en nærliggende landsby, og Voldtofte kan betragtes som bronzealderfyrsternes residensområde.
For nogle år siden dukkede en edsring op i en skrammelbunke, der var købt på et loppemarked i Vester Hæsinge 12 km sydøst for Voldtofte. Den næsten 1⁄2 kilo tunge ring må antages oprindeligt at være fundet i lokalområdet, og det er derfor fristende at tolke den som en alliancegave fra Voldtofte-fyrsten til en loyal støtte i magtcentrets bagland.
(Uddrag af museumsinspektør Mogens Bo Henriksens danske artikel i "Fynske Årbøger 2011". Historisk Samfund for Fyn. Odense. 2011).