Voderup Klint byder på en spektakulær naturoplevelse med trappetrinsformede terrasser og en imponerende havudsigt. Her lever sjældne planter og dyr i et område præget af målrettet naturpleje.
Midt på Ærøs vestlige side ligger den 35 m høje Voderup Klint. Her venter dig et kæmpemæssigt naturområde med smuk havudsigt så langt øjet rækker.
Der er noget helt særligt ved geologien ved Voderup Klint. Klinten er kendetegnet ved tre fremtrædende 'skredsterasser', der ligger som store trappetrin ned mod havet.
Landskabsblokkene er gledet ned grundet nedsivende grundvand, så de danner disse trappetrin. De store jordlag ligger ovenpå et gråt lerlag, som kan ses nederst i klinten ved stranden. Dette lerlag er fyldt med muslingeskaller og snegle, som vidner om, at det er blevet aflejret i et varmt hav for omkring 115.000-130.000 år siden.
En målrettet naturpleje har gjort, at plante- og dyrelivet i naturområdet har gode levevilkår. Jævnlige rydninger af opvækst af træer og buske har bidraget til store lysåbninger, som får planterne til at vokse. Insektlivet er bemærkelsesværdigt og her lever flere sjældenheder, for eksempel grøn oliebille og stor guldløber. Blandt de andre sjældne arter kan der nævnes uldhale, stor blodbi og svovlgul skyggebille. Man kan også risikere at støde på markfirben, snog og stålorm.
Opret en bruger og få dine oplevelser sikkert gemt hos Bellis.
Opret en bruger og få dine oplevelser sikkert gemt hos Bellis.