I perioden 2012-2014 gennemførte Kerteminde et destinationsudviklingsprojekt under titlen Kerteminde Haven ved Havet. I forbindelse med dette projekt arbejdede flere netværksgrupper med selvvalgte projekter, der skulle bidrage til at markere Kerteminde som destination for kystturisme.
En af disse netværksgrupper satte sig for at forskønne byen og samtidig understrege det kystnære og de historiske rødder tilbage i vikingetiden.
Rundkørslen, der tidligere var beplantet med almindeligt græs, blev omdannet til en strandbred med sand, ral, marehalm og andre planter, der hører stranden til. Som blikfang på højen i rundkørslen blev der anbragt en silhouet af et vikingeskib. Initiativtager til projektet var Poul Kingo Pedersen sammen med foreningen ’Ensomme Gamle Mænd’ og medlemmer af Ladby Skibslaug. Sidstnævnte laug var stiftet med henblik på at skabe en kopi af vikingeskibet.