Kom med på en rejse gennem Vesthimmerlands spændende historie fra de første jægere i stenalderen ankom, til dampende lokomotiver indtog området og varslede både nye tider og muligheder.
Per Kirkebys smukke museumsbygning gemmer på 12.000 års spændende historie og inviterer ligeledes til at blive klogere på kunstnerens mange værker i byen. Bliv klædt på til en tur rundt i byen i Per Kirkebys fodspor og oplev ved samme lejlighed den pulserende gamle stationsby, som nu er kommunens hovedby.
I Cimbrersalen fortælles den fascinerende historie om det verdensberømte 2.000 år gamle sølvkar, Gundestrupkarret, som blev fundet i Rævemosen uden for Aars, men hvis oprindelse skal søges langt mod syd. Måske hjembragt som krigsbytte og senere ofret i mosen i et forsøg på at mildne guderne?
På museet findes fortællingerne, men Vesthimmerlands smukke kulturlandskab inviterer også til gode, fælles oplevelser. Tag familien med på opdagelse i Vesthimmerland, som huser hele seks af Danmarks mest betydningsfulde fortidsminder, nemlig Myrhøj, Ertebølle, Borremosen, Rævemosen, Østerbølle og Aggersborg. Vikingeborgen Aggersborg blev sammen med de fire andre danske ringborge, Fyrkat, Nonnebakken, Trelleborg og Borgring i september 2023 optaget på UNESCOs prestigefyldte verdensarvsliste. Tag familien med på opdagelse i Vesthimmerland og oplev historien på tætteste hold.
Vesthimmerlands Museum arrangerer også guidede ture, hvad enten det drejer sig om en byvandring ”i Per Kirkebys fodspor” i Aars, en rundvisning på Danmarks største ringborg, Aggersborg, eller til andre seværdigheder i hele Vesthimmerland. Ligeledes kan museets fagpersonale bookes til foredrag om emner inden for arkæologi og nyere tids kulturhistorie i Vesthimmerland.
Børn og unge til 18 år: GRATIS
Voksne: kr. 60,00
Over 10 personer: kr. 40,00