Som et smukt vartegn lyser det kæmpemæssige Vejrhøj-hjerte hvert år ved juletid op i landskabet ved Fårevejle.
Placeret på et højdedrag ud mod den flade Lammefjord kan det 110x100 meter store, lysende hjerte ses tydeligt fra Lammefjordens veje og kan endda spottes helt fra de omkringliggende byer Grevinge, Gislinge og Svinninge.
Lyser fra 1. søndag i advent
Vejrhøj-hjertet tændes hvert år den 1. søndag i advent kl. 16:00 og står med lys frem til Helligtrekonger.
Smuk tradition med en trist baggrund
Vejrhøj-hjertet er en smuk juletradition, som skaber lys og glæde hos alle, der færdes i det vintermørke Odsherred. Men baggrunden er i virkeligheden meget trist. Hjertet er nemlig odsingen Ove Geldstrups hilsen til sin søn, som han mistede på tragisk vis i 1995.
Som 25-årig tog sønnen sit eget liv efter en ulykkelig forelskelse og efterlod sig et afskedsbrev med ordene: "Hvis der blev råd til det, vil jeg godt ha' en sten, der er formet som et hjerte".
Året efter fik han mere end det. Ove gav sin søn en hilsen, som han kan se, hvor han end er nu.
Se TV2ØST-indslag om Vejrhøj-hjertet:
Bryllup ved hjertet
Året rundt ønsker flere brudepar at blive gift eller fotograferet ved hjertet. Og det hænder, at de bestiller et glimt af lyset fra hjertet, som i sommermånederne lyser op i landskabet med sin grønne farve.