Vejlefjordbroen

Arkitektur og byrum

Over Vejle Fjord rejser den imponerende Vejlefjordbro sig. Broen forbinder Mølholm i syd med Nørremarken i nord. Vejlefjordbroen kan opleves på tæt hold fra flere strande og seværdigheder ved fjorden.

Broen over Vejle Fjord er et klassisk eksempel på en bjælkebro, hvor brodækket ligger på en række bropiller. I dette tilfælde hviler brodækket på 15 bropiller, og hvert af de mellemliggende brofag har en længde på 110 meter. Gennemsejlingshøjden er på 40 meter. Vejlefjordbroen er 27,6 meter bred og har en total længde på 1712 meter, hvilket gør den til landets sjette længste bro. 

Byggeriet af Vejlefjordbroen blev påbegyndt i 1975 efter stærkt pres fra politikere og borgere i Vejle. Tidligere blev trafikken ledt gennem Vejle ad den gamle hovedvej 10. Op gennem 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne blev trafikken mere og mere tæt i den indre by. Folketinget besluttede i 1974 at bygge en ny motorvej fra Kolding til Vejle, der blandt andet omfattede broen over Vejle Fjord. Den 1. juli 1980 kunne man så indvie den stærkt tiltrængte motorvejsbro. Prisen blev 350 mio. kr.  

Der var en vis modstand mod byggeriet fra starten. Mange frygtede, at broen ville skæmme de smukke omgivelser omkring Vejle Fjord. Arkitekterne valgte derfor at bygge broen i en meget neutral stil, således at broen faldt naturligt ind i de skovklædte omgivelser omkring Vejle Fjord.  

Siden broen blev åbnet, har trafikken på Vejlefjordbroen udviklet sig så meget, at broen i dag er Danmarks mest trafikerede motorvejsbro. Tal fra Vejdirektoratet viser, at der på et gennemsnitsdøgn kører knap 100.000 biler over broen (2023).

Indhold er leveret af Destination Trekantområdet – VisitVejle
visitvejle@vejle.dk
Sidst opdateret d. 16/06/2025 11:02

I nærheden