I Væksthusene i Botanisk Have i Aarhus vil du opleve en grøn verden under ét tag. Her kan du gå på opdagelse i fire klimazoner med planter fra hele verden, få viden om biodiversitet og nyde en pause i caféens grønne omgivelser.
Væksthusene i Botanisk Have er en unik oplevelse midt i Aarhus’ centrum, hvor naturen er i fokus for både børn og voksne. Under store, lyse glaskupler kan du gå på opdagelse gennem fire forskellige klimazoner, der spænder fra det støvede ørkenlandskab til tropisk regnskov og frodige middelhavsplanter
I tropehuset bliver du mødt af en trykkende fugtig varme, flagrende sommerfugle og naturtro dyrelyde. Her føler man sig i den grad hensat til fjernere himmelstrøg. Under den enorme kuppel kan du snige dig rundt på smalle stier, og næsten fare vild mellem de store træer og vilde planter.
Men pas på, hvor du går! Nogle af planterne er kødædende. Hvis du er modig, kan du komme helt op i trætoppen og se de mange, mange meter ned på træer, planter og blomster under dine fødder.
Den lille fyr ’Spire Ib’ hjælper de yngste i familien med at gå på opdagelse efter dyrespor og planter.
Udover de botaniske oplevelser formidler Væksthusene viden om klima, biodiversitet og planters tilpasninger i naturen. Du kan hente den gratis digitale planteguide via Useeum-appen, der gør det endnu sjovere at lære om de forskellige arter, du møder undervejs.
Planteguiden er en del af museums-appen, Useeum, som hjælper dig til at få endnu større oplevelser undervejs. Du finder Planteguiden ved at søge på Useeum i App Store eller Google Play.
Midt i grønheden finder du en café, hvor du kan nyde lette retter, kager og drikkevarer i afslappede omgivelser - perfekt som pause under besøget. Botanisk Have omkring væksthusene byder desuden på rolige stier, græsplæner og et grønt åndehul, der inviterer til længere ophold
Væksthusene ligger centralt i Botanisk Have, og det er nemt at besøge både til fods, på cykel og med offentlig transport.
Væksthusene er en del af Science Museerne og har gratis adgang for alle.
Opret en bruger og få dine oplevelser sikkert gemt hos Bellis.
Opret en bruger og få dine oplevelser sikkert gemt hos Bellis.