Bogense Torv er omkranset af huse fra 1700-tallet og fredede lindetræer fra 1871. Her har været torve- og markedsplads siden middelalderen, og der afholdes stadig marked hver torsdag. Markedet var meget vigtigt for byen og var med til at gøre Bogense til en købstad, dengang der var færgeforbindelse mellem Bogense og Jylland.
På Torvet boede byens håndværkere, der - ligesom købmændene havde monopol på handel i to mils afstand fra byen - havde monopol på håndværk.
Bogense Borgerskole er bygget 1853 og fungerede indtil 1920. Der var også skole på Torvet før 1800-tallet. Der var også flere kroer ved Torvet - bl.a. Røde Kro, som stadig eksisterer, og som var sømændenes kro, og den mere fine kro ved Torvet 3, hvor sognerådet holdt til.
Træpumpen er en kopi af den oprindelige offentlige pumpe, der stod midt på Torvet.