Bliv vært
0 Kurv

Overblik



Medlemslogin
Mine oplevelser

Svanninge Bakker og Bjerge - De Fynske Alper

Naturområder

Svanninge Bakker og Bjerge – De Fynske Alper – byder på istidslandskaber, udsigtspunkter og Mammut Trail. Et must-see for natur- og cykelentusiaster.

Svanninge Bakker og Bjerge - De Fynske Alper 

Nord for Faaborg kommer du forbi Svanninge Bakker og Bjerge - Fyns mest besøgte naturområde. Øhavsstien, Riderute Sydfyn og flere cykelruter passerer gennem området, som har et stort stisystem for både vandring, cykling og mountainbike. Snyd ikke dig selv for en afstikker ind gennem området - der er rigtig meget at se. 

Svanninge Bakker og Bjerge er - sammen med resten af De Fynske Alper - et af Fyns mest markante istidslandskaber. Det bakkede randmorænelandskab i Svanninge er opstået under presset fra en gletsjer fra nordøst i slutningen af den sidste istid. Sammen med vindforholdene giver det helt særlige betingelser for floraen og faunaen i området, hvilket har resulteret i et rigt og varieret dyre- og planteliv.  

På toppen af Lerbjerg (126m) i den sydlige del af Svanninge Bjerge er der udsigt til store dele af det Sydfynske Øhav. Det er nord for Faaborg, man finder det, fynboerne kalder for De Fynske Alper, som Svanninge Bakker og Bjerge udgør en del af. Her er det kuperede, sydfynske landskab blotlagt til skue for den besøgende, flottere end noget andet sted på Fyn. Får, geder og kreaturer holder de solsvedne bakker lysåbne og sikrer udsigten, så langt øjet rækker. Hver eneste bakketop i det kuperede landskab afslører en ny og endnu mere bjergtagende udsigt end den foregående. Fyn er Danmarks have, og lige her er haven ekstra smuk. 

Bakkerne gemmer på mange bevaringsværdige kulturspor som fx jorddiger, stendiger, højryggede agre, hulveje, hustomter, gamle brønde, små tilgroede sand- og grusgrave og en lergrav fyldt med vand, som hørte til det for længst nedlagte Gærup Teglværk. Lige nord for Svanninge Bakker finder du Fyns største sø, Arreskov Sø. 

En tur rundt i området tager dig også forbi udsigtstårnet med udstillinger om Svanninge bakker, bænke på gode udsigtspunkter - oplagte muligheder for en velfortjent pause - og trolden Finn. Sagnet fortæller, at det er trolden Finn, der har gravet hullet, hvor Arreskov Sø ligger. Jorden smed han i de store bunker, vi nu kalder Svanninge Bakker. 

Svanninge Bakker og Sollerup Skov er ejet af Naturstyrelsen, mens Svanninge Bjerge, er privatejet af Bikubenfonden. Derfor gælder forskellige regler for færdsel i de to områder. 

MAMMUT TRAIL 

Er du frisk på en helt særlig historisk oplevelse i mammutternes fodspor, så tag en tur på den 5 km lange og helt unikke Mammut Trail, der starter ved p-pladsen i Svanninge Bakker. Turen er en MTB-rute, men den er lavet, så alle kan være med. På turen kommer du forbi nogle af Svanninge Bakkers magiske udsigtspunkter. 

Rundt på ruten møder du opsatte lyttestationer, hvor du bliver ført tilbage til dengang, hvor de allerførste mennesker tog på jagt i Danmark. Glæd dig til en tur med adrenalin og en indlevende fortælling. Du vil komme til at cykle lige dér, hvor jægerne i sin tid jagtede den store og imponerende mammut. Lyt med her: Mammut Trail - Øhavsmuseet (ohavsmuseet.dk) 

Indhold er leveret af VisitFyn
visitfyn@destinationfyn.dk
,
Sidst opdateret d. 21/04/2026 08:48

I nærheden

Tag Bellis med på tur

  • Find mere end 30.000 oplevelser i hele Danmark
  • Gem favoritter og planlæg din næste tur
  • Få inspiration fra AI-rejsevennen Daisy
Scan med mobilen

30.000+oplevelser lige ved hånden

Læs mere om Bellis-appen