Det prisbelønnede byrum Superkilen finder du i Mimersgade-kvartereret. Her kan du opleve den mangfoldighed og energi, der er karakteristisk for bydelen. Området er inddelt i tre dele: Den Røde Plads, Den Sorte Plads og Den Grønne Park. Den Røde Plads, som ligger ved siden af Nørrebrohallen, er et alternativt byrum, der summer af liv året rundt, hvor du kan dyrke outdoor fitness, løbe på rulleskøjter, skate eller spille basket – eller bare nøjes med en kop kaffe i selskab med de lokale beboere. Om tirsdagen kan du besøge Folkekøkkenet og få et billigt måltid mad på Café Rouge på Den Røde Plads. Bare spørg efter Folkekøkkenet – alle kender det. Hvis du selv vil lave mad, så byder området på en skov af små specialkøbmænd, som sælger friske grøntsager, krydderier og udenlandske specialiteter.