SUP omkring Kalvø

Sport og aktiviteter

Sejl forbi lystbådehavnen, se resterne af det gamle skibsværft fra 1800-tallet og se, om du kan få øje på vikingeskibet ”Imme Gram”. Om vinteren er skibet på land, mens det i sommerhalvåret ligger og svajer i vandet ud for Kalvø.

Den lille ø, Kalvø, er beliggende i smukke Genner Bugt lige nord for Aabenraa og er et oplagt udflugtsmål for alle med en hang til natur og friluftsliv.

Øen ligger godt beskyttet fra vind og vejr omgivet af herlig natur og er i dag udlagt som natur- og vildtreservat med et rigt plante- og dyreliv, hvor især forskellige fuglearter trives i bedste velgående.

At øen er et natur- og vildtreservat, betyder, at der eksempelvis ikke må sejles med motoriserede både, jetski, vandscooter og lignende i de beskyttede zoner. Det betyder også, at området er meget fredeligt og idyllisk uden støj fra motorbåde m.m. 

Sejlads, roning, surfing og SUPing er dog ikke tilladt i vandet syd og vest for øen

Du kan vælge at starte din tur direkte fra Kalvø. Kør over dæmningen og stil bilen på øens parkeringsplads. Du kan nemt starte din tur direkte fra lystbådehavnen eller i én af øens små, snoede kroge med kystadgang.

På øen findes der et hav af friluftsaktører, der året igennem laver forskellige arrangementer. Eksempelvis foreningen Det Maritime Kalvø, der hvert år i midten eller slutningen af august afholder den populære ”Værftsdag”. Et gratis arrangement, hvor du kan opleve Kalvø, som øen så ud i 1800-tallet med skibsværft, gammelt håndværk, folkedans, taler, leg og affyring af de historiske kanoner ved Auroras Kanonlaug. Det er en dag for hele familien, hvor også øens værftsmuseum holder åben med gratis entré. 

Her kan du læse mere om naturen, øens historie og seværdigheder.

Indhold er leveret af Destination Sønderjylland - Aabenraa
info@visitaabenraa.dk
Sidst opdateret d. 25/06/2024 07:54

I nærheden