Sommersted Kirke

Kirker og klostre

Kirken er opført i en slags nyromansk stil af røde mursten med bælter af kvadresten fra den tidligere romanske kirke. Den består af skib, et tresidet afsluttet kor mod øst og et tårn mod vest, der forneden er firkantet, men foroven ottekantet og dækket af et kuppelagtigt tag over de otte spidsgavle.

Kirkens indre virker lyst og harmonisk. Skibet har træloft og koret et blåmalet, stjernestrøet loft med ribber. Loftet i skibet kunne minde om et træloft i en gammel basilika eller noget helt andet, en nordisk Valhalla. Kirken bærer byzantisk præg i dag.

Den særprægede arkitektur og det flotte indre gør kirken til et besøg værd. Du kan tage en tur rundt på kirkegården og bl.a. finde et gravsted over nogle russiske krigsfanger fra Første Verdenskrig. Du kan også se en udtørret helligkilde, brønden er her dog stadig. At den ikke virker længere skulle være fordi en bonde engang vaskede sin hest i kilden og dermed forurenede den. Når du er i området, kan du også tage turen til Over Lerte Kirke, som i dag er et klokkemuseum med et stort udvalg af forskellige klokker, fra kirke klokker til ko klokker.

Hvis du ønsker at se kirken indefra, skal du kontakte Graver og Kirketjener Flemming Petersen på Tlf: +45 40 43 00 71 eller finde en medarbejder på kirkegården.

Indhold er leveret af Destination Sønderjylland - Haderslev
bureau@visithaderslev.dk
Sidst opdateret d. 26/07/2023 09:23

I nærheden