Havnen er mødestedet - ikke kun for sejlere og fiskere - det er også her lokale beboere samles om grillen en sommeraften. Området er aktivt sommeren igennem, og havnens slæbested benyttes flittigt af folk med interesse for vandsport og fiskeri - det koster 20 kroner at benytte slæbestedet. Den beskyttende bugt har også en dejlig børnevenlig sandstrand.
Med hensyn til betaling af havnepenge fungerer Sønderballe Lystbådehavn nu som en kontantfri havn - den nye betalingsautomat tager imod alle internationale kreditkort. Toilet og bad er offentligt og står dermed åbent og frit til rådighed; et varmt bad koster 10 kroner, vær opmærksom på, at euro ikke kan anvendes. Hvis gæster ønsker det, kan de bede om at låne en nøgle og benytte faciliteterne i Sønderballe Bådelaugs klubhus.
Tæt på havnen ligger Sønderballe Strand Camping, hvor du kan købe morgenbrød, dagligvarer og traditionel grillmad i høj kvalitet. Som et nyt tiltag har Lystbådehavnen fået cykler, som stilles gratis til rådighed for overnattende gæster i havnen, så du kan tage en cykeltur til f.eks. Kalvø og opleve den skønne natur omkring Sønderballe Strand.