Silje Bruun er med sine 25 år blandt de yngste udøvende kunstnere på Langeland. Men ikke ny som langelænder - for det er i Rudkøbing, hun er vokset op og i Rudkøbings gågade, hun for et par år siden har valgt at slå sig ned med kæreste og kunst og kaffe-café i et galleri, der i forvejen var kendt af både langelændere som turister - nemlig ejendommen hvor kunstneren Alfio Bonanno havde sit atelier, før han og Lone Bonanno rykkede længere op ad Østergade.
Silje Bruuns billeder er markante. En bestemt tegneserieagtig figur går igen på næsten alle billeder og træder frem mod en ensfarvet baggrund uden tilstræbt dybde. Figuren, der er karikeret med svulmende læber og poser under øjnene, afspejler stemninger og de historier, Silje Bruuns fantasi opfatter fra gågade-livet, når gæster defilerer forbi.
“I starten brugte jeg udelukkende primærfarver, rød, gul, blå, men efterhånden har jeg fået andre kulører med”, siger Silje, hvis malerier nu ikke længere bruger rene, men mere knækkede farver. Bl.a. en gulbrun, der er med til at understrege, at disse figurer ikke er væsner fra rummet, men en del af os selv - uanset tolkningen af figuren. Om han eller hun holder et spejlbillede op foran sig i form af en marionetdukke, om der er hul i hovedet og figurens alter ego viser i i hjernen eller om det er fængslet, man mærker i den stribede fangedragt og den sorte halvmaske.
“Min stil er opstået efterhånden, som jeg har tegnet og malet. Men jeg er simpelthen vild med de mennesker, jeg skaber, fordi figurerne for mig repræsenterer så mange følelser og stemninger”, siger Silje Bruun.
Hun maler og tegner med akrylmaling og posca tuscher.
Silje Bruun Hansen er autodidakt kunstner. Hun har altid tegnet og malet. Silje er født (1997) og opvokset på Langeland. I 2021 åbnede hun A&B galleriet sammen med sin kæreste.