Rundetårn i Løgstør

Arkitektur og byrum

I Løgstør kan du opleve en miniatureversion af en af Danmarks mest berømte attraktioner, nemlig en kopi af Rundetårn i størrelsesforholdet 1:10. Det er et mindesmærke, der hylder en af Løgstørs mønsterbrydere, Peder Horrebow. Han blev født i Løgstør i 1679, som søn af en fattig fisker og opnåede ved sin død i 1764 titler som professor, astronom, læge, teolog og matematiker, heriblandt også 20 år som direktør for Rundetårn og dets observatorium.

Selvom Peders fremtid som fisker næsten var sat i sten, viste han som barn betydelige evner indenfor mekanisk arbejde, og han blev som 17-årig sendt til Aalborgs Lærde Skole for at uddanne sig. I 1703 blev han optaget på Københavns Universitet, hvor han blev elev under astronomen Ole Rømer, der på det tidspunkt var en af de førende videnskabsmænd i kongeriget.

I 1711 overtog han Ole Rømers stilling som ledende observator på Rundetårns observatorium, en stilling han endte med at have i 20 år. I løbet af denne tid foretog han utallige observationer og opfandt en ny metode til at bestemme et sted geografiske bredde. Han var også med til at genopbygge Rundetårn efter en ødelæggende brand i 1728, hvor størstedelen af hans forskning og instrumenter gik tabt.

I 1764 døde Peder efter flere år med bekymringer og økonomiske problemer. Han efterlod sig 20 børn, hvoraf 13 overlevede, inklusiv en søn, der overtog hans stilling som direktør for Rundetårn.

Peder Horrebow er derfor et fantastisk eksempel på, hvordan talent og hårdt arbejde kunne føre én fra bunden af samfundet til en af samfundets store akademikere – selv i en tid, hvor social mobilitet ellers var næsten umuligt.

Indhold er leveret af Destination Himmerland
info@destinationhimmerland.dk
Sidst opdateret d. 21/05/2024 07:53

I nærheden