Vindmøllen blæste omkuld i en storm i 1703 men blev genopført som stubmølle. Denne mølle blev i 1776 erhvervet af Martin Jensen, der var en foretagsom 37-årig møllersvend fra København.
I årene efter 1790 byggedes flere hollandske møller på Langeland, og for at stå sig i konkurrencen søgte Martin Jensen også tilladelse til at udskifte sin stubmølle med en hollænder. Han døde dog før bevillingen blev givet, og selv om han havde været så sikker på at få bevillingen, at han allerede var begyndt at købe materialer til møllen, blev den først færdigbygget efter hans død.
Enken giftede sig med møller og møllebygger Johan Henrich Schnohr, og det er sandsynligvis også ham, der har bygget møllen, men det kan ikke dokumenteres.
Det er begrænset, hvor meget man ved om denne mølles indretning, udover at den havde fire kværne: 1 melkværn og 1 grynkværn, begge med rhinske sten og 2 grubekværne (skallekværne) med tilbehør.
Det var typisk for Langelands ældste hollandske vindmøller, at de havde to skallekværne - en med skarpe plader til gryn, og en med lidt sløve plader, til at afskalle hveden, før den blev malet til mel (kaldes også spidsning).
I april 1818 brændte møllen. Den blev først genopbygget godt et år efter branden og var længe under opførelse.
Møllen blev moderniseret første gang i 1880'erne og igen i 1920'erne, men efterhånden ebbede forretningen ud.
I 1950 var vingerne og vindrosen i så dårlig stand, at man valgte at tage dem ned. Herefter arbejdede møllen alene ved motorkraft frem til 1957, hvor driften ophørte, og møllen blev foræret til en selvejende institution.
Den nuværendee mølle blev bygget med manuel krøjning og sejlførende vinger. Den havde 6 etager og var fra start forsynet med en melkværn, en skråkværn, en pillesten (skallekværn), en sigte, et grynsold og to "støvkister".
I N.C. Christoffersens ejertid (1879-1914) blev møllen moderniseret. I 1880'erne anskaffede han en valsestol, som synes at være identisk med den, der stadig findes i møllen. Der blev også anskaffet en forsigte med snegl og en moderne centrifugalsigte. En kværn med franske møllesten erstattede de to gamle sigtekværne, og rugkværnen blev dubleret og forsynet med en rugmelssigte med snegl. Disse sigter blev i 1920'erne udskiftet med en Ascania-sigte. Den ene skallekværn blev erstattet af et knuseværk til foder.
Omkring 1912 fik møllen selvkrøjer i form af en vindrose samt selvsvikning (klapper på vingerne). Ved den senere restaurering er disse indretninger ikke genskabt. Møllen står i dag med manuel krøjning og svikning, som da den blev bygget.
Kilde: Moelleforum.dk