Renæssancehavnen

Renæssancehavnen i Kerteminde
Da Kerteminde i 1413 fik købstadsprivilegier af Erik af Pommern, blev havnen fundamentet for byens vækst. Snart tiltrak den et stort antal købmænd, der førte varer ind og ud fra søsiden. Kronen på denne udvikling oplevede byen i 1500- og 1600-tallet, da den opnåede at blive havneby for Odense. 

Byens storhedstid falder sammen med den periode i landets historie, man kalder renæssancen. I en Danmarks-beskrivelse fra 1656 omtales Kerteminde som en havneby, ”hvorfra en utrolig mængde korn og andre varer udføres, såvel af dens egne borgere, som deres næring med adskillig handel til søs også vel vide at fordrive, som af Odense-borgere, som deres varer der ud- og indskiber”.

For al denne livlige handelsaktivitet var renæssancehavnen centrum, selv om den i virkeligheden lagde beslag på et meget beskedent areal, nemlig det stykke af fjordindløbet, der ligger i en linje fra de to fiskerestauranter på hver side af havnen og op til Langebro.

Da jernbanen langt om længe kom til byen i 1900, betød anlæggelsen af jernbanebroen, at inderhavnen fik afskåret sin forbindelse til det åbne hav og kun blev tilgængelig for mindre fartøjer. De vigtigste funktioner måtte flyttes udad langs nordre og søndre havnekaj.

Bygninger omkring havnen
For handelsmændene, der udgjorde datidens byaristokrati, var en placering nær havnen den absolut mest attraktive. Derfor var der rift om grundene på havnepladsen og nærmeste omegn, hvor købmændene placerede deres handelshuse.

Flere af dem står der endnu og bærer vidnesbyrd om byens storhedstid. Strandgade 3 blev bygget omkring 1590 af storkøbmanden Niels Bager. Det var gennem et par hundrede år det eneste grundmurede hus (bortset fra kirken) i Kerteminde og fik senere en langvarig karriere som byens toldbod.

På pladsen overfor lå der to købmandsgårde, ligeledes ejet af et par Odense-købmænd. Trods mange ombygninger har den ene overlevet og udgør i dag kernen af den gamle del af Tornøes Hotel.

 På lidt længere afstand af havnen opførtes et par ejendomme, som senere kom til at indgå i Andresens købmandsgård. Den ældste del, med gavl mod Langegade, er helt tilbage fra 1500-tallet. Magasinbygningen mod Sønderstræde er fra 1640, og blev under krigen få år senere beslaglagt af svenskerne og har siden gået under navnet Svenskemagasinet. Fra 1880’erne og hundrede år frem var hele komplekset ejer af familien Andresen, som har givet navn til købmandsgården.

Endnu i 1800-tallet var den gamle havn byens livsnerve, og fra denne periode stammer det gule pakhus på Paludan Müllers Plads. Det har tidligere tilhørt byens store handelsfirma, Elias B. Muus A/S.

Kunstnerne og havnen
Kertemindes placering ved bugt og fjord byder på mange maleriske motiver, og gennem 200 år har skiftende landskabsmalere skildret byen og dens omgivelser.

Til den første generation af professionelle kunstmalere i byen hører Christoffer Faber. I 1820’erne har han skildret en af kertemindernes gamle traditioner, dystløbet i havnen. Med kirken, den senere toldbygning og hotellet i baggrunden ser man de to både med hver sin hvidklædte sømand, der forsøger at skubbe modstanderen i vandet.

Efter at jernbanebroen i 1900 lagde den gamle havn død, var det kun småjoller, der uhindret kunne passere de to broer. Johannes Larsens akvarel fra 1940’erne viser et stykke af den gamle renæssancehavn og det store pakhus fra 1853, tilhørende Elias B. Muus.

Op igennem det meste af 1900-tallet lå den gamle havneplads som den havde ligget gennem århundreder. Her har Johannes Klokker, der arbejdede både som håndværksmaler og kunstmaler, skildret den idylliske havneplads med hotellet bag de gamle kastanjetræer, kirken, toldboden og pakhusene. I forgrunden et fiskehus med tilhørende slæbested.