Potteriet er et pottemagerværksted med tilhørende butik i Stoense på Nordlangeland. Pottemagerne Esben Langkilde og Jannie Nielsen arbejder i stentøj og porcelæn og laver både brugskeramik og unika. Al keramikken hånddrejes på værkstedet og udgangspunktet er en stærk håndværkstradition med et nutidigt og funktionelt design.
På værkstedet arbejdes der med porcelænets fine egenskaber understøttet af glasurer i sarte nuancer af grøn, blå og hvid. Samt med stentøj, som med klassiske former og kraftige begitningsdekorationer i mørke toner, står som kontrast til det lyse porcelæn.
I Potteriets keramik fylder kontrasterne en hel del. Man finder den i formgivningen, i farveskalaen og i selve lerets væsen fra det bløde smidige materiale under bearbejdningen til den hårde og stærke genstand efter brændingen.
Jannie Nielsen har stået i mesterlære hos Bottani-Dechaud i La Borne, Frankrig og Esben Langkilde har stået i mesterlære hos Kähler i Næstved og Marie Würtz i Juelsminde, som et led i deres uddannelse til pottemager.
Butikken er åben året rundt og er indrettet i den gamle staldbygning hvor udvalget altid vil bære præg af hvilken type brænding, der senest er afsluttet. Tjek de aktuelle åbningstider på hjemmesiden www.potteriet.com.