Øster Hurup Havn

Lystbådehavne

Øster Hurup er oprindeligt et gammelt fiskeleje, der i dag har udviklet sig til en attraktiv og levende turistby med alt hvad det indebærer af butikker, barer, restauranter og oplevelsesmuligheder.

Øster Hurup Havn har altid været et af turistbyens helt store trækplastre. Både for de lokale, sejlere og turister fra land. Som hjemsted for omtrent 180 sejlbåde og joller af forskellige størrelse samt en håndfuld af de smukke blåmalede kuttere, det berigende Kattegat så langt øjet rækker, faciliteter i form af cafe, legeplads, kiosk, fiskehandler m.v. har havnen et helt særligt liv, der nærmest har en magisk tiltrækningskraft.

Er man i Øster Hurup, skal man simpelthen bare lige ned omkring havnen. Det hører med.

Øster Hurup Havn blev i sin første form bygget tilbage i 1936.  Siden er havnen løbende blevet udvidet. Havnens yderste del er fra 1956, og det sydlige afsnit med plads til lystbåde kom til så sent som i 1991. 

Mange lystfiskere nyder livet fra molerne, mens lystsejlere fra nær og fjern kommer sejlende til den moderne havn og den aktive turistby med massevis af tilbud. Omtrent 2500 gæstesejlere slår hvert år stavnen forbi den stemningsfyldte havn.

I 2014 blev der etableret holdepladser for autocampere på havnen. Autocamper kan benytte havnens faciliteter, så som toilet og bad samt el, ligeledes er der toilettømning og tømning af grå vand.

Gæsteafgift pr. døgn: 165 kr. (2022)
Brug af slæbested: Gratis


Læs meget mere om havnen, dens faciliteter og aktiviteter her.

Indhold er leveret af Destination Himmerland
info@destinationhimmerland.dk
Sidst opdateret d. 19/06/2024 13:35

I nærheden