Ørting-krucifikset tilhører gruppen med de gyldne altre og krucifikser (Odder, Lisbjerg og Åby). Det er fra o. 1230 og er dermed et af de tidligste. Krucifikset er rent kunstnerisk et fremragende eksempel på fransk inspireret unggotisk kunst i Danmark.
Dette nationale klenodie opbevares på Nationalmuseet, og som alterudsmykning har kirken en tro kopi fra 1994.
En tidligere altertavle fra 1400-tallet er ophængt på skibets nordvæg. Den har oprindeligt haft sidefløje; men kun midtfeltet er tilbage med de tre helgeninder; Ursula, Katharina og Barbara.
Altertavlen var guldstafferet, men blev slebet ned og malet om i 1700-tallet. Samtidig tilføjedes et topstykke med en stråleomkranset fugl Fønix og sidestykker med barokke akanthusblade.
Den nuværende bemaling er fra 1871.
Den syvkantede prædikestol med lydhimmel (o.1630) er et velskåret snitarbejde i senrenæssance med barokke træk fra Peder Jensen Koldings værksted.
Døbefonten(o. 1250) er til forskel fra egnens fornemme granitfonte simpelt udhugget i gotlandsk kalksten med spor af bemaling.
Orgel: Marcussen & Søn 1969, velklingende.