Øresundsakvariet

Zoo og dyreparker

Tag familien med på akvariet på kanten af Øresund og se en torsk i øjnene, mærk en søstjerne, og klap en krabbe – hvis du tør. I de børnevenlige røre-bassiner kan du blandt andet og holde en søstjerne i hånden. Du kan komme og se dyrene blive fodret flere gange om dagen, og deltage i spændende havaktiviteter i ferierne. Og der er altid en guide tilstede, som kan svare på spørgsmål om dyrene.

Øresundsakvariet arrangerer også

  • Rundvisninger
  • Foredrag
  • Snorkeldykkerture
  • Marsvin-safari
  • Fødselsdagsarrangementer 
  • Og meget andet

Åbnet igen efter omfattende renovering i 2019

Øresundsakvariet åbnede igen i februar 2019 efter en omfattende renovering, der blandt andet har betydet udskiftning af gulv, så det ligner en rigtig havbund, nye lofter, der ligner en bølgende havoverflade og nye blæksprutteakvarier.

Vandlaboratoriet på Helsingør Nordhavn

I Øresund findes et fantastisk dyre- og planteliv, og i Vandlaboratoriet får du mulighed for at se og mærke en lille bid af Øresund. Her kan du komme helt tæt på det unikke fiske- og dyreliv i Øresund og se havdyrenes fascinerende levesteder. Så kom nærmere og undersøg livet under havoverfladen.

Marsvinesafari på Øresund

Det er ikke kun i udlandet, du kan komme på hvalsafari. I Helsingør kan du komme med ud på Øresund og opleve Danmarks mindste hval helt tæt på. De sidste 20-30 år er bestanden af marsvin mangedoblet og de trives i Øresund, hvor der er masser af føde til de små hvaler. På Øresundsakvariets ture i 2019, så gæsterne marsvin på alle turene.

Tag med Øresundsakvariet på marsvinesafari, og kom helt tæt på den lille hval i følgeskab med Øresundsakvariets guider.

Privat safari på Øresund

Skal den næste familieudflugt foregå på Øresund? Tag venner, familie eller kollegaer med på safari og oplev Danmarks lille hval, eller spejd efter den store atlantiske tun, der er vendt tilbage til Øresund efter årtiers fravær. Der er plads til 12 personer på båden.

Akvariet er Øresunds beskytter

Øresundsakvariet arbejder aktivt for at beskytte Øresund og bevare det unikke havområdes rige fiske-, dyre-, og planteliv. Blandt andet formidler Øresundsakvariet livet i havet – det skaber interesse, som forhåbentligt fører til respekt for naturen og til et ønske om at passe godt på den.

Derudover underviser Øresundsakvariet også tusindvis af børn og unge hvert år gennem Skoletjenesten, akvariet udvikler og deltager i projekter med naturbevarende formål, er i dialog med politikere og meningsdannere om Øresunds unikke dyreliv og sørger for at være synlige i medierne.

Hvorfor skal vi passe på livet under havet?

Vidste du, at vi kun kender til 0,0001 procent af dybhavets bund? Biologer regner med, at størstedelen af jordens arter og levesteder findes under havets overflade, men kendskabet hertil er ringe. Havet er hemmelighedsfuldt, rigt på ressourcer, fascinerende, faretruende, og så er det grundlæggende for livet på jorden. Samtidig er havet en af de mest truede naturressourcer på kloden.

FN-mål nummer 14: livet i havet

Livet i verdenshavene er alvorligt truet af blandt andet plastikforurening. FN’s 17 mål, der mod 2030 skal sætte os på kurs mod en mere bæredygtig udvikling for både mennesker og planeten har blandt andet fokus på livet i havet. Fokus ligger på at bevare og sikre bæredygtig udnyttelse af verdenshavene.

Havenes temperatur, kemi, strøm og liv driver de globale systemer, som gør jorden beboelig for mennesker. Håndteringen havene er derfor afgørende for menneskeheden som helhed, men også for afbødningen af klimaforandringernes konsekvenser.

Indhold er leveret af VisitCopenhagen
info@visitcopenhagen.com
Vesterbrogade 4, 1620 København V
Sidst opdateret d. 27/09/2024 10:28

I nærheden