Midt i Odense i Kongens Have lige over for banegården finder du Odense Slot. Det er det eneste slot i Odense Kommune, som dermed er den kommune på Fyn og Øerne, der huser absolut færrest slotte og herregårde.
Odense Slots rødder går helt tilbage til 1200-tallet. Det var Danmarks næststørste kloster i middelalderen, hvor det var ejet af Johanittermunkene. Efter Reformationen i 1536 blev klosteret kongens ejendom og fik navnet Odensegård.
Frederik 4. rejste meget rundt i sit rige, og Odensegård levede ikke op til hans forventninger. Derfor satte han arkitekten Johan Cornelius Krieger i gang med at forbedre slottet. Den nye, nordvendte hovedbygning blev bygget fra 1721 til 1723. Flere fine historiske detaljer er bevaret på slottet. Bl.a. Grevinde Danners sovekammer med toilet og en hemmelig trappe, der hurtigt kunne føre hende til de kongelige gemakker.
H.C. Andersens mor arbejdede på Odense Slot, og H.C. Andersen blev som barn inviteret af prinsen til slottet, hvor han ifølge sin egen beskrivelse i Levnedsbogen skal have spillet nogle scener fra Ludvig Holberg og improviseret sang. H.C. Andersen legede også som lille med prins Frits, den senere Frederik 7., der selv blev guvernør over Fyn fra 1839-48.
I 1907 solgte staten Odense Slot til Odense Kommune, hvor Kongens Have blev offentligt tilgængelig. Forskellige offentlige funktioner har siden haft til huse på slottet. I dag er det Odense Kommunes By- og Kulturforvaltning og Klima- og Miljøforvaltningen.
Du kan komme helt hen til slottet og ind i Slotsgården i dagtimerne.
Opret en bruger og få dine oplevelser sikkert gemt hos Bellis.
Opret en bruger og få dine oplevelser sikkert gemt hos Bellis.