Nyboder

Arkitektur og byrum

Det var Christian IV, der tog initiativ til at bygge de særprægede rækkehuse. De skulle huse flådens folk, og den lille bydel havde fra starten særstatus med egne skoler, hospital og politi.

Til gengæld var der tvungen tjenestetid på 16-20 år, og ingen valgfrihed for familiernes sønner, der efter konfirmationen blev sendt til Holmen for at blive matroser, håndværkere eller artillerister. Den tvungne tjenestetid blev først ophævet i 1856, mere end 200 år efter de første huse stod færdige.

Ét hus tilbage

Af de første huse, som Christian IV byggede, er der kun et enkelt tilbage. Det ligger i Sankt Pauls Gade 24, og rummer i dag Nyboders Mindestuer, hvor du kan opleve lidt af det gamle Nybodermiljø. Nyboders Mindestuer er åbne søndage 11 - 14.

Unikt kvarter

Det er usædvanligt, at almindelige menneskers huse får lov til at stå så længe, som Nyboderhusene har, og det er derfor et unikt kvarter i København. Oprindeligt var husene Dannebrogsfarvede, altså hvidkalkede med røde skodder, men fik med tiden den gule farve, de har i dag.

Læg i øvrigt mærke til de sjove gadenavne som Hjertensfrydgade og Timiansgade, Krokodillegade, Delfingade og Tigergade.

Indhold er leveret af VisitCopenhagen
info@visitcopenhagen.com
Vesterbrogade 4, 1620 København V
Sidst opdateret d. 10/02/2021 15:40

I nærheden