Nørreskoven og Dyrehaven, Vejle

Naturområder

Nørreskovens natur og historie

Nørreskoven, som du finder på nordsiden af Vejle Fjord, er en af områdets mest besøgte skove og indbyder til mange oplevelser i det fri. I den meget afvekslende natur, kan du bl.a. opleve gravhøje, udtørrede kilder og mindesten. Nyd også en rolig slentretur i Dyrehaven, se skoven fra oven i klatreparken, Gorilla Park Vejle eller prøv kræfter med den udfordrende forhindringsbane ved Vejle Idrætshøjskole.

Nørreskoven er kendt for de store bøge fra begyndelsen af 1700-tallet, og skovens ældste træ er Kong Hans’ Eg. 

Af byens ældste privilegier fra 1327 fremgår det, at Nørreskoven allerede på det tidspunkt har hørt under Vejle Byfred. Et stisystem går gennem alle dele af skoven.

Nørreskoven består af områderne Forkobbel, Bagkobbel og Polakkerskoven.

En af kuriositeterne i Bagkobbel er den tidligere skihopbakke, der blev bygget under Anden Verdenskrig i forbindelse med de meget kolde vintre.

Polakkerskoven har fået sit navn fra nogle polske lejesoldater, der huserede i skoven under svenskekrigen i 1658-60. Byens borgere fangede polakkerne og lod deres hovedskaller indmure i nordgavlen på Sct. Nicolai Kirke, hvor de stadig kan ses.

Du kan også besøge Helligkilden, der blev besøgt af syge mennesker Valborgs dag 1. maj og Sankt Hans dag langt op i 1800-tallet. I 1905 blev kilden istandsat, men er siden udtørret.

Hjorte i Nørreskoven

Hjorte i Nørreskoven. Foto: Mads Hansen

Hvad kan du opleve i Nørreskoven?

  • Dyrehaven
    Dyrehaven strækker sig over et 30 hektar stort område i den sydøstlige del af Nørreskoven. Motorvejen skærer sig midt gennem arealet, men der er passage mellem de to skovdele gennem Vejlefjordbroens brobuer, hvor du kan beundre det enorme byggeri. Det er muligt at komme helt tæt på de to hjortearter, dådyr og sika.
    Bemærk: dyrene må ikke fodres.
  • Forhindringsbane, mountainbike-spor og discgolf
    Ved Vejle Idrætshøjskole i den nordøstlige del af Nørreskoven er der både mountainbikespor, forhindringsbane og discgolfbane. Der er adgang til området fra Nørremarksvej via Ørnebjergvej øst for skolen.
    Den meget kuperede Nørreskov er ideel til kørsel på mountainbike, og på det fem kilometer lange etablerede mountainbikespor kan alle være med. Sporet er formet som et ottetal med to forskellige sværhedsgrader. Underlaget er fast, så sporet kan køres året rundt, uanset vejrforhold.
    Den krævende 600 meter lange OCR-forhindringsbane (OCR står for obstacle course race) med 15 forskellige motionsredskaber er bygget af skovens materialer. 
    I området ligger også en discgolfbane, der bookes via højskolens kursuscenter.
  • Gorilla Park Vejle
    Gorilla Park Vejle byder på forhindringer i varierende sværhedsgrad. Så alle kan være med til at afprøve de mere end 100 klatreelementer mellem træer og trætoppe. Læs mere om Gorilla Park Vejle via dette link: Gorilla Park Vejle | Klatrepark i Nørreskoven | VisitVejle

Mountainbiking i Nørreskoven. Foto: Roar Paaske

Ruter i området

  • Grøn tur, 3 km: Turen går forbi det gamle og det nye stadion samt en strækning, hvor du finder de gamle bøgetræer. Hvor det er muligt får de gamle kæmpetræer lov til at blive stående. Døde træer - både de stående og liggende - får lov til at blive i skoven. De er nemlig hjem for masser af svampe og insekter, der nedbryder det døde træ. Find ruten online ved at følge dette link: Kløversti-grøn - Udeliv Vejle
  • Blå tur, 3,5 km: Ruten her går igennem Nørreskoven fra Vejle Stadion. Du kommer forbi Helligkilden samt festpladsen, der er et stort plant område i skoven. Her festede man på Valborgsaften og Sankt Hans, da vandet i kilden disse dage var 9 gange kraftigere end ellers! Ruten tager dig også forbi hytten, Sneglehuset, Dyrehaven, Gorilla Park Vejle og Hundeskoven. Find ruten online ved at følge dette link: Kløversti-blå - Udeliv Vejle 
  • Rød tur, 6 km: På denne rute kommer du igennem del af Nørreskoven, Dyrehaven og Skyttehushaven. I Dyrehaven er der særligt mange gamle kæmpebøge fra begyndelsen af 1700-tallet. Find ruten online ved at følge dette link: Kløversti -rød - Udeliv Vejle
  • Sort tur, 10 km: På denne tur kommer du rundt om hele Nørreskoven. På ruten finder du to bronzealderhøje, der toner frem som mindre forhøjninger i landskabet ved Bybækvej. Find ruten online ved at følge dette link: Kløversti-sort - Udeliv Vejle

Se alle vandreruter i Vejle og omegn på udeliv.vejle.dk:
Link til online kort over Vejles vandreruter - Udeliv Vejle

Kort over Nørreskovens vandreruter
Indhold er leveret af Destination Trekantområdet – VisitVejle
visitvejle@vejle.dk
Sidst opdateret d. 16/09/2024 07:35

I nærheden