Nørreby Hals er en tange, der skiller Kattegat og det lille vandområde Nærå Strand. Den lille halvø er skabt af havet af grus og sand, samtidig med at landet langsomt har hævet sig. Havet omkring er brede sandflader, og ved det østligste punkt er der en smuk udsigt til et puslespil af strandvolde og strandsøer.
Du kan se området fra den sti, der går langs Halsen. Det er en dejlig gåtur. Det er muligt at parkere bilen på parkeringspladsen, der ligger lige efter adressen Halsvej 49. Der er skilt ved parkeringspladsen. Herfra er der ca. 1,5 kilometer til fods ad stien ud til den østlige spids af Nørreby Hals.
⇒ Du kan se mere om Nørreby Hals Stien og få kort over stien her!
Nørreby Hals har været fredet siden 1979, og der er et mylder af kønne planter og vilde blomster i både de våde strandenge og de mere tørre højtliggende områder. Her vokser bl.a. strandmalurt, vejsennep, ranunkel og skarntyde. Området er et eldorado for ande- og vadefugle, og du kan bl.a. se mange svaner og gæs og arter som ryle, hjejle , lille kobbersneppe , stor regnspove , strandskade og viben.
I det tidlige forår og det tidlige efterår er der gode muligheder for at se store flokke af klyder under deres træk til og fra ynglepladserne i Norden. I vinterhalvåret er der store flokke af ænder. Og så kan du hver sommer hilse på Galloway-kvæget, der spiser af græsset og dermed yder naturpleje til området, så de mere sjældne planter på engene kan vokse op i stedet for græs.
Det inderste af Nørreby Hals mod Nærå Strand blev inddæmmet i 1875. Dengang var det en lavvandet vig, men to lokale bønder besluttede sig for at inddæmme området for måske at få mere landbrugsjord. Det kostede både penge og arbejde, men til gengæld blev området fri for at betale ejendomsskat i 20 år på det område, der blev indvundet. Desværre viste det sig, at det var et svært område at inddæmme, og dæmningerne blev ofte gennembrudt. Da amtmanden efter 20 år forlangte skattebetaling for området, viste det sig at den fede landbrugsjord, der skulle være kommet, snarere var et sumpet område, hvor der lige var mulighed for at et par køer kunne gå.
I 1918 blev der bygget en vindmotor til at pumpe vandet ud fra den otte hektar store dæmning, men den kom aldrig til at virke optimalt. Og i 1921 og 1954 blev inddæmningen oversvømmet under stormfloder. I dag bliver området delvist afvandet ved hjælp af en elektrisk pumpe i dæmningen. Man kan stadig se den gamle vindmølle, der står tilbage som et arkitektonisk monument.
Nørreby Hals er fredet, og derfor må I kun færdes på stien og langs selve stranden. Pas på hvor I går, da der er meget vand i strandengene.