Nedergaard Gods

Slotte og herregårde

Nedergaards oprindelige hovedbygning blev nedrevet i begyndelsen af 1700-tallet, hvor Rudbeck Kaas opførte en ny lang énetagers hovedbygning i bindingsværk med kvist midt på facaden.

Gebhard Valentin Kaas opførte i 1897 den nuværende hovedbygning tegnet af arkitekt J. Tholle. Den historicistiske bygning består af en fløj opført i to etager med høj kælder. 

I middelalderen og frem til 1560 tilhørte Nedergaard adelsslægten Algudsen. 

Hans Urne Nedergaard arvede i 1589 gården, som i 1625 blev overtaget af datteren Karen Urne og hendes mand Isak Maaneskjold. Isak blev idømt livsvarigt fængsel for overfald og overgreb mod sin kone. Karen havde ikke råd til at bo på gården alene, så allerede 6 år efter overgik Nedergaard til Claus Buchwaldt.
Claus´ efterfølger Frederik Buchwaldt etablerede mejeri på gården og lagde landsbyen Brøndslette og øerne Skovø og Siø under Nedergaard.

I slutningen af 1600-tallet havde Nedergaard skiftende ejere, men blev i 1704 overtaget af en ny dansk adelsfamilie da Otte Kaas købte gården. Sønnen Rudbeck Kaas arvede i 1716 gården og nedrev og erstattede hovedbygningen.

Familien Kaas forblev på Nedergaard indtil 1936 hvor gården kom på tvangsauktion.
Frederik Sander (adm. direktør for Carlsberg Bryggerierne) købte og restaurerede hovedbygningen, reparerede avlsbygningerne og istandsatte parken. Sanders efterkommere ejede Nedergaard frem til 2013.

Offentligheden har ikke adgang til Nedergaard.

Læs mere om Nedergaards ejerhistorie, tjenestefolk, bygninger og kulturmiljø på danskeherregaarde.dk

Kilde: Dansk Center for Herregårdsforskning

Indhold er leveret af VisitLangeland
visit@langelandkommune.dk
Sidst opdateret d. 15/03/2024 09:03

I nærheden