Naturstien Horsens–Silkeborg er anlagt på den gamle Bryrupbane, der i jernbanens storhedstid var kendt som en usædvanligt smuk tur. Banen blev nedlagt i 1968 og er siden blevet asfalteret – til stor glæde for naturelskere.
I dag er stien en populær vandre- og cykelrute, der løber gennem et område med stor naturrigdom. Ruten følger Gudenåens løb og krydser åen flere steder. Du kommer gennem det kuperede Bakkelandet nord for Horsens, med nogle af landets højeste bakker, og det betagende Søhøjland med dybe skove og glitrende søer. Den 61 kilometer lange rute er særligt velegnet til cyklister, da kun en mindre del af turen foregår på trafikeret vej. Og som gammel jernbanestrækning er ruten næsten pandekageflad.
På turen mellem Horsens og Silkeborg passerer du flere historiske steder med forbindelse til den tidligere jernbane.
Du kommer forbi flere gamle stationsbygninger, hvor man stadig kan fornemme livet dengang – med ventende passagerer og banearbejdere, der knoklede med at læsse varer og dyr på toget.
Fra den gamle jernbane er der bevaret 5 km spor mellem Vrads og Bryrup, der i dag fungerer som en veteranbane.
Den største attraktion på ruten er uden tvivl Den Genfundne Bro – en gammel jernbanebro, der krydser Gudenåen. Da den blev opført, var den Danmarks største af sin slags, og historien bag er ganske unik. I hele 85 år lå broen skjult og næsten glemt i en dæmning, indtil den i 2014 blev gravet fri og restaureret til sin tidligere pragt. I dag er broen en populær seværdighed med over 100.000 besøgende årligt. Her kan du nyde den storslåede natur eller spise din medbragte mad ved bredden af den rislende Gudenå.
Hvis du synes, at 61 kilometer er lidt for meget til en enkelt cykeltur, er det oplagt at gøre holdt i byen Brædstrup, der ligger i Bakkelandet midt på ruten. Her byder flere overnatningssteder, lækre spisesteder og spændende butikker indenfor.
Er du hellere til overnatning i det fri, er flere telt- og shelterpladser også yndede mål på ruten. Alle er velholdte og må bruges af alle, der har brug for et hvil.
Hos outdoor-overnatningsstedet Holmely kan du prøve at sove i en tree top shelter, et glamping telt eller på et værelse.
Følg Naturstien Horsens-Silkeborg via Kystlandets Google Maps-kort.
Omkring Den Genfundne Bro mødes Naturstien Horsens-Silkeborg med GudenåStien, der følger Danmarks eneste flod fra dens udspring ved det store vandskel og helt til Randers Fjord.
Se også vores tips til flere vandreruter og cykelruter i den smukke natur i Kystlandet.
Senest opdateret den 2. januar 2026 af Casper Terkelsen
Opret en bruger og få dine oplevelser sikkert gemt hos Bellis.
Opret en bruger og få dine oplevelser sikkert gemt hos Bellis.