Naturdyk: Dovns Klint - Det sydlige Langelandsbælt

Sport og aktiviteter

Dybde: 5-7 meter.

Seværdigheder
Den flotte bund og mange fladfisk. Bedste årstid er forår og sommer.

Sikkerhed
Vær opmærksom på lystfiskerne og markér tydeligt hvor der dykkes.

Strøm
Der kan være en svag strøm som er langsgående med kysten.

Fotomuligheder
Primært makro

Om Dovns Klint
Den sydligste spids på Langeland, der hvor Langelandsbæltet og Østersøen mødes, hedder Dovns Klint. Man kommer dertil efter en tur igennem det smukke Sydlangelandske landskab præget af de unikke hattebakker. Dovns Klint er en plads hvor der sjældent dykkes, og det er ærgerligt for det er et godt sted. Men man kan møde en del lystfiskere, særligt i foråret.

Når man har parkeret bilen på den store P-plads, er det et must at gå op på klintens højeste punkt og kaste et blik ud over dykkerstedet. Her kan man se ud over en varieret bund med kalkaflejringer, partier med grus, mellemstore sten og sandbund med ålegræsbælter. Lystfiskere kommer her ikke uden grund. Det er en rigtig god fladfiskeplads, men også torsk i pæne størrelser optræder her tæt under land. Vil man gerne se torsk, skal man dog gå efter især aften- og natdykning. Men husk at lystfiskerne er vågne døgnet rundt om sommeren, så sørg for meget tydelig markering.

Her bliver ikke mere end nogle meter dybt og strømmen er sjældent kraftig. Når man er gået i vandet bliver der hurtigt 2,5 meter dybt, og når man har svømmet lidt rundt, får man ofte øje på noget fiskegrej. Der er en hel del forfang for enden af linerne og man kan med fordel tage disse med ind. Inde tæt på kysten kan man møde en del krabber og kutlinger. Tangbælter afløses af sand og gruspartier jo længere man kommer ud, og dette fortsætter et godt stykke ud fra kysten. De mange større fladfisk kan finde masser af føde her, og et mylder af makroliv udfolder sig i tangen: Rejer, kutlinger, tangspræl og hundestejler finder man overalt og tiden går hurtigt hvis man støder på en tangnål, som også gerne opholder sig her. Der er meget at se på - især om sommeren.

Er man frisk på at tage en lidt længere gåtur fra p-pladsen, kan man cirka 150 meter henne af stranden mod vest, vragdykke. Her ligger et vrag som kan dykkes fra land, men vær opmærksom på, at strømmen tager til i styrke jo længere man kommer fra land. Dovns Klint byder på flotte landskaber, og har man familien med, kan de let få tiden til at gå i de smukke omgivelser. 

Vel oppe igen efter et dyk, kan man på hjemvejen smutte en tur ind forbi Langelands Fortets museum, som bestemt er et besøg værd.

Kørevejledning:
Landevejen fra Rudkøbing (305) følges til man næsten er i Bagenkop. Cirka 1 kilometer før byen drejer man til venstre mod Gulstav ad Gulstavvej. Denne følges indtil man ender på P-pladsen ved Dovns Klint.
Toilet på p-pladsen.


Læs mere om sikkerhed

Indhold er leveret af VisitLangeland
visit@langelandkommune.dk
Sidst opdateret d. 26/06/2023 07:44

I nærheden