Mindesten på Samsø

Fortidsminder og ruiner

Over hele Samsø finder man mindesten rejst i tidens løb – både for enkeltpersoner og for skelsættende historiske begivenheder. Mindestenene er et udtryk for et ønske om at synliggøre og materialisere begivenheder og personer, som har haft betydning i lokalsamfundet såvel som i hele Danmark, og stenene er i deres samtid sat som et varigt mindesmærke for eftertiden.

Som i resten af Danmark lå Samsøs mindesmærkers storhedstid fra første halvdel af 1800-tallet til lige efter besættelsen. Mindesmærkernes udbredelse i almindelighed hænger sammen med befolkningstætheden, men også med, hvor mange store sten, der naturligt findes i et område. På Samsø blev mange af stenene til mindesmærker taget fra stendysser rundt på øen.

Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920 er den enkeltbegivenhed i Danmarks historie, der har givet anledning til rejsning af flest mindesten. På Samsø har man indtil 2017 kendt til fire genforeningssten; i Nordby, Toftebjerg, Brundby og på Kongehøjen mellem Tranebjerg og Onsbjerg – i 2017 dukkede en femte op i Sildeballe!

Download folder over mindesten på Samsø

Indhold er leveret af VisitSamsø
visit@samsoe.dk
Sidst opdateret d. 20/09/2021 11:46

I nærheden