Ørbys historie før 1870 forløb omtrent som for de andre landsbyer på Samsø. Blot var Ørby med 22 gårde inden for bygrænsen én af de fornemste.
To begivenheder efter 1870 fik betydning for Ørbys udvikling.
Den ene var lensgreve C. F. Danneskiold-Samsøe, der ankom til Samsø, og som den første af slægten bosatte sig på Brattingsborg. Lensgreven var landbrugsuddannet i England og kom med de bedste forudsætninger for at skabe et mønsterlandbrug i en periode, hvor der var generel fremgang for landbruget.
Den anden begivenhed var de to store brande i Ørby 1871 og 1873. Her brændte 10 gårde og 40 huse. De fleste var underforsikret, ejerne mistede alt, hvad de ejede, og lensgreven opkøbte tomter og jord, udvidede sit landbrugsareal og byggede huse til udlejning til landarbejdere. Folketallet steg, og ved århundredskiftet var der 600 indbyggere, heraf ca. 100 skolesøgende børn. Der var grundlag for mange forretninger og et mangfoldigt foreningsliv. Men der var også fattigdom og lav social status blandt landarbejderne.
I 1888 kom en ny præst til Tranebjerg Sogn. Han så, at der var behov for en kirke i Ørby, hvor der var langt til sognekirken i Tranebjerg. Han påbegyndte en indsamling, men svækkedes af en livsvarig sygdom, og initiativet gik i stå. I 1902 fik han en ung og engageret hjælpepræst, som genoptog tanken om en kirke i Ørby. Efter en gudstjeneste i 1903 i skolen foreslog han at bygge en kirke. Sammen med smeden gik han spidsen for en indsamling, og alle i Ørby og mange i omegnen gav et bidrag. I december 1903 nedsattes en kirkekommission, og så gik det stærkt. Den 6. juni nedlagdes grundstenen, og den 23. oktober 1904 indviedes kirken af stiftets biskop. Kirkegården syd for kirken blev anlagt på Ørbys gamle festplads i 1930, og ligkapellet blev bygget i 1938.
Kirken og landsbyen udgør nu et historisk fællesskab, som er enestående i Danmark. De mange landarbejderhuse og de mange andre huse ligger, som de har gjort det i mere end 100 år, og kirken ligger også, som da den blev bygget.
I dag er Ørby en rolig landsby og hjemsted for ca. 100 faste beboere og mange fritidssamsinger i istandsatte feriehuse.