Med pennen dyppet i Samsø

Kunstnere og kunsthåndværkere

Sissel-Jo Gazans seneste roman, ”Hvide blomster”, udspiller sig på Samsø i starten af 90’erne. I bogen inviteres læseren med ud i det samske landskab og ind i lokalsamfundets dunkle afkroge.

En stor del af handlingen i din seneste roman, ”Hvide blomster”, finder sted på Samsø, hvor du selv har tilbragt en del af din barndom. Hvordan vil du beskrive Samsø i år 1993, hvor romanen tager sin begyndelse?

I 1993 boede jeg i Portugal, hvor jeg for øvrigt skrev min første roman, så jeg tror faktisk ikke, jeg var en eneste gang på øen 1993. Det var jeg derimod i 1994, for der kom jeg hjem fra Lissabon og havde ikke et sted at bo i nogle måneder og boede hos min mor på hendes gård på sydøen. Jeg var ret forvirret på det tidspunkt og vidste ikke helt, hvad jeg skulle og hvem jeg var, men der skete to gode ting, mens jeg var der; Jeg tabte ti kilo, som jeg havde taget på i Lissabon af at spise Pastel de nata ;-), ved at løbe i Brattingsborg Skov tynd, som helt klart er “min barndoms skov” og jeg fik antaget min første roman, mens jeg opholdt mig på øen. Jeg må jo have fået et brev….eller måske en telefonopringning, i hvert fald kan jeg huske at min mor var ved at lappe cykel ude på gårdspladsen, da jeg lige havde fået nyheden og så gik jeg ud og fortalte hende, at min første roman var blevet antaget.

Bagefter cyklede vi ind på Flinchs hotel og fejrede det med en middag. Det var jo kæmpestort og begyndelsen på min karriere, men det vidste jeg jo ikke dengang, altså i hvilket omfang det havde betydning. Så mit indtryk af 1994; At vende hjem og blive helet af naturen, som jeg altid har elsket Samsø for, især nede på sydøen, hvor jeg kender skoven og strandene virkelig godt, og så selvfølgelig det hyggelige ude-på-landet-agtige det er at tage på byens hotel og spise festmiddag, når der var noget at fejre.

Romanens hovedkarakterer bor i Ejby, og de to kusiner, Jenny og Tessa, færdes meget i og omkring landsbyen. Hvad har det lille samfund omgivet af naturlandskaber betydet for dig selv i din barndom, og hvordan bruger du landskabet i dag?

Det var sådan lidt ’a dream come thru’ for mig at flytte til Samsø. Jeg var stadig et barn, og elskede pludselig at være sådan lidt Lille Hus på Prærien-agtig, og det indfriede min forestilling om at bo på landet efter at jeg havde boet i byen i mange år. Køre halm ind til vores halmfyr og sidde øverst på halmlæsset, bestille ting fra Daells varehus fra deres katalog, sige “vi skal ud at rejse” om en tur til fastlandet, cykle op til landsbyen på lyse sommeraftener og lege ved gadekæret i Ørby, gå til ridning og køre med skolebus.

Det var også i disse år, at mit forhold til naturen blev grundlagt, et forhold jeg endte med at holde fast i ved at uddanne mig til biolog og ved at drage naturen ind i alle mine romaner. Der var det også naturligt for mig på et tidspunkt at skrive en roman, der foregik på Samsø og med en hovedperson, der er tæt forbundet til naturen. Jeg har selv tænkt så meget tanker i den samske natur og er vokset og blevet et menneske, mens jeg har gået i skoven og langs vandet.

Naturen betyder meget for romanens fortæller, den 14-årige Jenny. Hvordan var dit eget forhold til naturen, da du voksede op på Samsø?

Naturen var meget intens sammenlignet med i byen, og det elskede jeg. Man føler sig mere levende, når naturen er noget, man bliver nødt til at forholde sig til hver dag. Vi havde en isvinter, hvor jeg ikke kunne komme i skole fordi vejen var fyget til, så vi måtte gå over markerne for at komme frem, så jeg oplevede alting sådan for alvor, da jeg flyttede til øen. Rigtig vinter og rigtig sommer. Det har helt sikkert været med til at præge den, jeg er i dag og også gøre mig bevidst om, hvor vigtig naturen er for børn.

Du er uddannet cand. scient. i biologi, og har i både denne og tidligere romaner haft naturen som et væsentligt omdrejningspunkt. Hvad betyder naturen for dig i dit voksenliv?

Jeg er meget tæt forbundet med naturen, men jeg vil faktisk helst opleve den lidt fra en distance – igennem et mikroskop eller ved at læse om den eller gå en tur i den og beundre den, men så gå hjem igen. Jeg er ikke sådan en, der tager i shelter hver weekend og bare ikke kan få jord nok op under neglene, slet ikke. Men jeg er dybt fascineret af naturen som fænomen og tror aldrig, jeg vil holde op med at skrive om den og/eller inddrage den i min litteratur.

”Hvide blomster” er også en dyster fortælling om misrøgt, overgreb, magt og afmagt, og du har beskrevet din behandling af de mørke emner som en slags ’kunstnerisk hævn’. Kan du forklare, hvad ’kunstnerisk hævn’ går ud på?

Hævn er helt sikkert en følelse, vi allesammen kender til og som jeg vil vove at påstå, at vi allesammen har oplevet i større eller mindre grad på et eller andet tidspunkt i vores liv. Men det er ikke godt at hævne sig og det er jo også forbudt. Og hvad gør man så, hvis man alligevel har virkelig brug for at hævne dig? Og virkelig ikke kan komme følelsen til livs? Hvis man ikke kan komme videre før man vitterligt har hævnet sig?

Så tager man kunstnerisk hævn, ved .f.eks. at gøre som mig, der efterhånden har dræbt en del mennesker på papiret. Det er jo det, kunst kan; Være en arena for alt det, der er forbudt, svært og ikke tilladt, og det er det, der er så fedt ved at være f.eks. forfatter. Følelsen af at have magten til træffe en masse beslutninger, som man aldrig ville træffe i virkeligheden – og slippe ustraffet afsted med det.

Personerne og flere af stederne i romanen er opdigtet, men du har fortalt, at hændelserne har fundet sted i virkeligheden – dog ikke alle på Samsø. Hvordan har det været at lade dette mørke udspille sig på et sted, hvor du og din familie har en stor omgangskreds? Har du været nervøs for reaktionerne blandt de lokale?

Jo, det har jeg været ret nervøs for. Jeg lavede en del research og et sted spurgte jeg en gammel bekendt om en hændelse, som jeg selv kan huske fra min barndom, men ikke var 100% sikker på, nemlig at en noget ældre mand gik i seng med en meget ung pige i vores landsby. Jeg var ikke helt sikker på, hvor ung hun egentlig var, og det var jeg i gang med at prøve at at finde ud af ved at spørge folk, der også boede i landsbyen på det tidspunkt. Manden, jeg spurgte, svarede: “Er det der ikke lidt farligt at skrive om?” og i det øjeblik vidste jeg, at det netop var derfor, at jeg skulle skrive den roman.

Jeg oplevede mig forpligtet til at skrive om det, netop fordi det er farligt, og det var netop fordi jeg havde oplevet, at nogle bestemte ting ikke blev talt om, at jeg ikke havde kunnet glemme hændelserne alle de år. For der skete ting, der var straight up forkerte og som ingen børn burde opleve. Jeg vil dog gerne understrege, at det ”Hvide Blomster” handler om, sandsynligvis kunne have foregået i alle samfundslag, over alt i Danmark. Det er det, der gør mishandling og misrøgt af børn så specielt og uhyggeligt – det sker over alt, hele tiden og i alle typer samfundslag.

Grunden til, at jeg valgte at lade denne roman udspille sig på Samsø, var en kombination af, at jeg i flere år gerne har ville skrive noget fra Samsø, fordi jeg selv er vokset op her, og så fordi bestemte ting bliver mere synlige i de lille samfund, så det var på Samsø, at jeg for første gang personligt tænkte over, at der var noget galt i nogle af de familier, jeg var på besøg i, og første gang det begyndte at gå op for mig, hvor trygt jeg selv havde det. Der skete ting, som ikke skulle være sket, og de voksne kendte til hændelserne. Men jeg tror desværre ikke, det er typisk for Samsø, men for alle samfund. Det er jo derfor, det er så uhyggeligt.

Du bor i Berlin sammen med dine børn, som er vokset op i en – ganske vist grøn – storby. Hvordan oplever du, at dine børn falder ind i Samsø-rytmen, når I holder ferie hos din mor?

Mine tre børn elsker alle Samsø og min mors gård, og har alle tre drømt om at flytte dertil i perioder. Der er bare noget med at bo på landet og være et barn – man gearer ned, tusser med mormor i køkkenhaven, piller i jorden, kan have dyr, den slags. De falder helt ned og trives så meget i de enkle liv, hvor alting ligesom følger den samme skabelon og hvor der er masser af udeliv. Men børn er også meget omstillingsdygtige, så jeg føler egentlig, at jeg både har bybørn og landbørn – de falder hurtigt ind i rytmen begge steder.

Din ældste datter, Lola, har tilbragt hele sidste sommer på Samsø, hvor hun bl.a. arbejdede hos Samsø Madsnedkeri. Hvad synes du, Samsø kan give en 19-årig (?) pige som hende?

Jeg her sikker på, at det gav hende rigtig meget at arbejde spå Samsø, og at hun kommer til at holde kontakten til sine venner og kollegaer. Nu var det ret indskrænket af Corona, desværre, for jeg havde jo håbet på Samsø Festival for hende og masser af lyse nætter og fester på stranden og den slags, som jeg selv har oplevet og haft stor glæde af, men det blev jo et ret anderledes år.

Så jeg håber faktisk, hun tager til Samsø for at arbejde igen, og det ved jeg også, hun taler med et par veninder om. Jeg har selv haft meget stor glæde af at vende tilbage til Samsø år efter år. Jeg mødes med gamle venner på Samsø Festivalen og det er så hyggeligt, både før jeg fik børn og nu med små og store børn. Der er bare et enormt tilhørsforhold og det håber jeg sådan, mine børn også kan få, selvom de aldrig har gået i skole på øen eller boet der permanent. Følelsen af at rejse ud, men også høre hjemme.