En af de absolut smukkest beliggende oldtidsminder på Langeland kan findes her, 200 meter syd for Helletoft Strand på øens vestside.
Perfekt til solnedgang
Langdyssen ligger helt ned til vandkanten. Herfra kan man betragte solen gå ned i havet.
På en lille plads lige syd for dyssen er der sat borde og bænke op hvor man kan hvile og spise sin madpakke – hvis man er ude på vandretur langs Øhavs-stien mellem Lohals og Stengade Strand (og videre til Rudkøbing) som passerer få meter fra dyssen.
Langdyssen er også i sig selv et imponerende bygværk – 34 meter lang, 8 meter bred og 1,8 meter høj. Nogle vindblæste træer bidrager i skumringen til den romantisk-dramatiske stemning som ofte har vært forbundet med dysserne.
1875
Ved berejsningen i 1875 noterede man sig at randstenene var af anselig størrelse, men at mange var sprængte. Og at der havde været tre sten i hver ende, men at kun 2 i den sydvestlige og én i den nordøstlige ende var bevaret. I 1920 udfører Nationalmuseet en delvis restaurering af dyssen, både af højen og særligt randstenene. Man finder også to nedsænkninger, to meter i diameter, sandsynligvis efter fjernede kamre.
1922
I 1922 bliver langdyssen tinglyst gennem aftale med markens ejer, proprietær Chr. Johansen, Eliselund. Både i 1947 og i 1982 bemærkes det at dyssen er overgroet af et ugennemtrængeligt krat af brombær og slåen.
En note fra den sidste berejsning fortæller også en lille smule socialhistorie:
»Indstillet til soignering som beskæftigelsesarbejde 1983.«
(Tekst & billeder fra: "Fortidsminder på Langeland", af Morten Gaustad)