Kolding Havns grænse mod fjorden bestod indtil for en generation siden af 2 træmoler - en sydmole ud for Hasle Klinkers lagerplads - og lige overfor denne en tilsvarende nordmole. Disse 2 træmoler var dengang lystsejlernes havn.
Ved slutningen af 2. verdenskrig lå et stort areal i forlængelse af den gamle havns nordside opfyldt, og "Tyskerbroen" - oprindelig bygget til søsætning af torpedobåde - pegede ret ud i fjorden. Denne bro blev det første trin til den nuværende nordlige lystbådehavn.
Broen blev forlænget og år for år blev havnen udvidet med pæle- og pontonbroer, afgrænset og beskyttet af den nordre betonmole.
I 1979 blev lystbådehavnen udvidet ved bygningen af en ny havn på sydsiden af Kolding Å.
1100 kvadratmeter af de gamle eksportstalde blev i 1983 nedtaget bræt for bræt og genopført på sydhavnen i form af klublokaler, forretninger, toiletter, baderum o.s.v.
I 1985 blev sydhavnen udvidet med en bro med tilhørende spunsvæg langs udløbet af Kolding Å. Sydhavnen afsluttes i 1987 med en 152 m lang dækmole.
Den selvejende Institution "Kolding Lystbådehavn" råder nu tilsammen over 965 fortøjningspladser.
Opret en konto og få dine oplevelser sikkert gemt hos Bellis.
Log ind med Facebook Log ind med Apple