I krypten under Odense Domkirke kan du stadig komme helt tæt på Knud den Hellige – den danske konge, der blev dræbt i Odense i 1086 og få år senere helgenkåret. Hans historie forbinder vikingetidens kongemagt med den kristne middelalder og satte samtidig et varigt aftryk på den by, der voksede frem. I dag ligger han begravet midt i Odense, kun få hundrede meter fra det sted, hvor han mistede livet.
Knud den Hellige var konge af Danmark fra 1080 til 1086. Han arbejdede for at styrke både kongemagten og kirken, men hans politik skabte modstand blandt stormænd og bønder.
Den 10. juli 1086 søgte Knud og hans følge tilflugt i Skt. Albani Kirke i Odense under et oprør. Her blev han dræbt sammen med sin bror Benedikt. Få år senere begyndte fortællinger om mirakler ved hans grav at sprede sig, og omkring år 1100 blev Knud helgenkåret af paven.
Hans død kom dermed til at markere mere end afslutningen på et kongeliv. Knud blev den sidste danske konge med rødder i vikingetidens kongemagt, mens hans helgenkåring blev en del af fortællingen om kristendommens voksende betydning og overgangen til middelalderen.
"I den lave, stille krypt under Odense Domkirke, Skt. Knuds Kirke, står to ensomme skrin. De indeholder de jordiske rester af den sidste vikingekonge, Knud den Hellige, og hans bror, Benedikt.
Når jeg står og kigger på de to, kan jeg ikke lade være med at tænke på den uendelighed af tid, der ligger før os selv – og den uendelighed af tid og nye historier, der ligger og venter ude i fremtiden, når vi selv er døde og borte. Vi kender mange skeletter fra vikingetiden, men krypten under domkirken i Odense er det eneste sted i hele verden, hvor du kan se resterne af en vikingekonge."
Karsten Kjer Michaelsen, arkæolog og museumsinspektør
Knud den Hellige er her stadig. I krypten under Odense Domkirke opbevares hans jordiske rester sammen med helgenskrinene for både Knud og hans bror Benedikt.
Her finder du også gravmæler for flere af Danmarks kongelige, blandt andre Kong Hans og Dronning Christine. Kryptens gamle murværk fortæller samtidig om de kirker, der stod på stedet, før den nuværende domkirke blev opført.
Knuds helgenkåring gjorde Odense til et vigtigt pilgrimsmål i middelalderen. Mennesker rejste hertil for at besøge hans grav, og forbindelsen mellem kongemagt, kirke og by kom til at præge Odenses udvikling i århundreder.
Mellem Harald Blåtands ringborg på Nonnebakken og Knud den Helliges grav i domkirken finder du derfor en vigtig del af fortællingen om Odense: om vikingetid og middelalder, om magt og tro – og om en by, der blev til.
Knud den Hellige er kun én af de historier, der stadig kan opleves i Odense. Rundt om i byen finder du spor efter konger, kirker, gravsteder og fortidsminder, som binder nutidens Odense sammen med byen for mere end 1.000 år siden.
Se vikingeruten og find flere steder, hvor historien stadig ligger lige under dine fødder.
Opret en bruger og få dine oplevelser sikkert gemt hos Bellis.
Opret en bruger og få dine oplevelser sikkert gemt hos Bellis.