Jordbassinerne i Assens

Naturområder

Jordbassinerne – et lille naturområde tæt på Assens’ bymidte

Naturområdet, Jordbassinerne, er menneskeskabt. Skabt af jord fra sukkerproduktionen på Assens Sukkerfabrik, der eksisterede fra 1884 til 2006.

På sukkerroerne sad store mængder jord, der skulle skylles af, før roerne kunne bruges i produktionen. Jorden blev ledt over på et areal sydvest for fabrikken – det område som i dag kaldes Jordbassinerne.

Før sukkerproduktionen gik i gang, var arealet en flad strandeng blot 0,5 m over havets overflade. Gennem de godt 120 år, som Assens Sukkerfabrik eksisterede, blev det ca. 40 ha store areal hævet af jorden fra roerne, så det i dag ligger 10 meter over havets overflade. 

Når du kigger fra Jordbassinerne mod øst ind mod Assens by, kan du stadig se sukkerfabrikkens meget markante skorsten.

Interessant flora og fauna

Siden lukningen af sukkerfabrikken har området ligget urørt og har udviklet sin egen interessante flora og fauna.

Der findes over 100 plantearter i området, og der er blevet observeret 130 forskellige fuglearter. Efter sigende finder der ingen andre steder på Vestfyn så stort et antal Rørsanger, Rørspurv og Tornsanger

3 dejlige grunde til at opleve jordbassinerne i Assens:

  • Fint, lille naturområde med fred og ro, fugleliv og en skøn udsigt.
  • Nemt at komme til – ligger blot en spytklat fra Assens’ bymidte.
  • Fortsæt vandreturen helt til Thorøhuse ad markeret rute.

Hvad kan du lave ved Jordbassinerne?

Vandring

Du kan vandre på 2 afmærkede ruter i området: En rød rute på 2,3 km og en gul rute på 3 km. Hent folder over området her.

Vær opmærksom på bassinkanterne, når du går rundt i området. Bassinkanterne er meget stejle og kan være skrøbelige. Derfor er det en god ide at holde ekstra øje med børnene og at holde hunden i snor. 

Har du lyst til mere vandring kan du fortsætter fra Jordbassinerne og helt til Thorøhuse af markeret vandrerute (3 km).

Hvor kan du overnatte?

Du kan overnatte på Jordbassinernes shelterplads. Det en god ide at reservere, hvis du vil være sikker på, at pladsen er ledig, når du ankommer. Book shelter her.

Faciliteter og tilgængelighed

Du kan parkere lige ved Jordbassinerne, samme sted som vandreruterne begynder

Hvis du ikke har bil, kan du sagtens gå fra Assens bymidte og ud til Jordbassinerne. LÆngere er der ikke.

Der er muldtoilet og også borde og bænke i området.

Indhold er leveret af Udvikling Assens - VisitAssens
info@visitassens.dk
Sidst opdateret d. 18/09/2024 10:55

I nærheden