Jelling Kirke

Kirker og klostre

Den romanske kirke er bygget af frådsten (kildekalk). Kirken fik i senmiddelalderen tilføjet det lave tårn i vest.

I koret var oprindeligt Danmarks første kalkmalerier, tydeligt inspireret af byzantinsk kunst. Ved afdækningen fandt man dem så dårligt bevaret, at de blev hugget ned i 1875 og samme år erstattet af Magnus Pedersens kopier. Kalkmalerierne er i 1926 restaureret af Johan Thomas Skovgaard, der samtidig udførte kalkmalerierne på sydvæggen. 

Danmark fejrede officielt årtusindskiftet i Jelling den 3. december 2000. Da blev kirken genåbnet efter en omfattende nyudsmykning foretaget af kunstneren Jørn Larsen. Gorm den Gamle vendte ved samme lejlighed tilbage fra Nationalmuseet til den kammergrav hvori han blev fundet 1978. Ved højtideligheden deltog bl.a. Dronning Margrethe II med familie.

På kirkegården findes Europas fornemste monumenter fra vikingetiden: Danmarks to største gravhøje og to runesten opført af kongerne Gorm den Gamle og Harald Blåtand i 900-årene.

Runestenene, kirken og de to gravhøje, som i 1994 blev optaget på UNESCOs verdensarv-liste, er et symbol på overgangstiden mellem hedenskab og kristendom. 

Kirken kan være lukket i forbindelse med kirkelige handlinger. Gudstjenester foregår søndage kl. 10.30.

Indhold er leveret af Destination Trekantområdet – VisitVejle
visitvejle@vejle.dk
Sidst opdateret d. 13/02/2024 11:36

I nærheden