Hytten, Niels Hansen Jacobsens bopæl

Arkitektur og byrum

Da Vejen-kunstneren Niels Hansen Jacobsen i begyndelsen af 1900-tallet vendte hjem til sin fødeby, boede han først i 'Hytten', som var et aftægtsboglig til slægtsgården. Han boede der fra 1908 til han i 1924 flyttede til det, der nu er Vejen Kunstmuseum. Hytten, som huset kaldes, ligger der endnu, og fremstår i sit ydre som dengang. Huset tilhører Vejen Kunstmuseum, som formidler Hansen Jacobsens liv og kunst. Det beskedne stråtækte hus er blandt Vejen bys få fredede bygninger. Hytten ligger indesluttet mellem høje træer og tæt bevoksning, der danner en stemningsfyldt lille oase i byen. 

Selve huset er opført i 1844 som aftægtsbolig til en større gård, der var del af den gamle landsbystruktur. Gården er i dag revet ned, og kun aftægtsboligen står tilbage. Huset er efter datidens byggestil stråtækket og med pynteligt murværk og sprossede vinduer. Husets interiør er detaljerigt og fremstår originalt som på Niels Hansens Jacobsens tid. 

i 2021 blev der sat dækvinduer op og disse er dekoreret af den lokalt boende tegner og keramiker Jette Löwén Dall. Motiverne er hentet fra gamle fotos af stedet og de temaer, som Vejen Kunstmuseum viser. 

Hytten ligger finurligt gemt i en lille grøn oase i byen. Her er stille og tæt, og du er velkommen til at nyde roen i haven på dette sjælfulde sted, som har en høj grad af autenticitet.

Sådan finder du Hytten: 
Hytten ligger lidt tilbagetrukket fra Skolegade i Vejen bys nordlige del (faktisk den oprindelige landsby). Ved Skolegade 14-22, Rosengården, står der et lille skilt til Hytten. Du følger den asfalterede indkørsel og parkeringsplads til den fjerneste ende. Lidt ovre til højre er der en lille låge, der fører ind til haven omkring Hytten. 

Afstande: 
Hærvejens vandrerute: 0,1 km
Hærvejens cykelrute: 0,1 km 

Indhold er leveret af VisitVejen
turisme@udviklingvejen.dk
Sidst opdateret d. 09/09/2024 09:45

I nærheden