Hulsig Hede er fredet og udpeget som internationalt naturbeskyttelsesområde.
Klitheden er i sin art en af Europas største og rummer store biologiske og landskabelige værdier. Området består af klit og hede med spredt beliggende vådområder under stærk påvirkning af vestenvinde. Her finder man hvid klit, grå klit, hede, sumpede områder, mose, krat og skov. De vandhuller, som findes i dag er for de flestes vedkommende opstået som følge af tørvegravning.
En omfattende naturpleje begyndende i midten af 1990’erne har stoppet den trussel, som indvandringen af bjergfyr fra den nærliggende Skagen Plantage udgjorde. Plejen har bevirket, at Hulsig Hede nu er genskabt som et åbent klit- og hedelandskab med små bevoksninger af løvfældende træer.
Den naturlige klit- og hedevegetation er genindvandret på de ryddede områder. Og det samme er sket for de fugle og andre dyr, der tilknyttet de åbne hede- og klitområder. Det gælder ikke mindst Rødrygget Tornskade og Strandtudse.
Tværs over Hulsig Hede løber Hulsigstien som er en asfalteret cykelsti, der løber mellem Skagen og Hulsig. Har man ikke selv cykel, kan den lejes i Skagen (ved Banegården eller ved havnen). Turen mellem Skagen og Hulsig er på ca. 10 km.