Hovborg Plantage

Naturområder

Hovborg Plantage er en aktieselskabsplantage med en stærk lokal forankring. Aktieselskabet blev stiftet på Hovborg Kro tilbage i 1866, og drives stadig som aktieselskab med lokalt ejerskab. I forbindelse med opdyrkning af heden havde man brug for læ, og midlet var tilplanting af større arealer. I Hovborg var der en effen kromand, der fik organiseret tilplantningen. Der skulle både penge og planter til. Plantagen var den første plantage i Hedeselskabets fortegnelse over hedeplantager, så man har været bannerførere i Hovborg. Det er grunden til at det første, der møder dig, når du går ind i skoven, er en række mindesten for de personer, der grundlagde en læ, som du kan færdes i. 

Hovborg Plantage er primært en granplantage, da gran var bedst til at kunne klare sig på det oprindelige hedejord. I dag har granerne selskab af løvtræer som bøg og eg m.m. Typisk for en hedeplantage er der lange lige skovveje. 

Sådan finder du porten til Hovborg Plantage: På Vorbassevej mellem Hovborg og Vorbasse går en grusvej mod nord. Ved denne grusvej er der en granitsten med indskriften Houborg Plantage. Der er parkeringsmulighed i skovkanten. Der kan ikke køres gennem skoven, men der er en del vandreruter. 

Indhold er leveret af VisitVejen
turisme@udviklingvejen.dk
Sidst opdateret d. 03/10/2024 07:27

I nærheden