Få kilometer nord for Hou ligger denne badestrand ud til Kattegats rolige vand. På denne lille lomme af Odderkysten er stranden ikke særligt bred, men til gengæld rummer den alle de faciliteter og fornødenheder som man kan efterspørge. Den er nemlig placeret ved campingpladsen Hygge Strand Camping, som har kiosksalg og andre faciliteter, som ikke kun er tilgængelige for campingpladsens overnattende gæster. Der er parkeringsplads, offentlige toiletter, handicaptoilet, badebro, bådeslæb samt glimrende forhold for badning og leg.
Hølken Strand har hvidt flag med de maksimale tre stjerner, som er din garanti for rent badevand og gode forhold på stranden. Der bliver jævnligt taget prøver af badevandskvaliteten, og du kan finde livredningsudstyr, hjertestarter og informationstavler i området.
Det lave, rolige vand gør stranden ganske oplagt for børnefamilier. Det er let at holde øje med børnene, og så er det også muligt at købe en is, slik eller kolde drikkevarer i kiosken.
Har I lyst til at blive lidt længere og kombinere strandturen med en overnatning? Hos Hygge Strand Camping kan du finde overnatning for enhver smag – også til dig, der ikke har egen campingvogn. Campingpladsen råder over ferielejligheder med havudsigt, de såkaldte HAVsuites, og tilbyder også udlejning af hyggelige træhytter.
Ved stranden er desuden en shelterplads med en fin stor bålhytte.
Kyststien ved Hou er en vandrerute, som forbinder Hou med Hølken Strand. Ruten er designet som en rundtur, hvor man den ene vej følger kysten med havudsigt hele vejen. Den anden vej går man inde i land og gennem Hou by. Det kan anbefales at gå en tur til Hou ad den smukke kystrute. Der er lige godt tre kilometer fra Hølken Strand til Hou Havn. Hele ruten er 10 kilometer.
Du kan læse mere om Hou på denne side.
Vælger du at gå i den anden retning, kommer du ud på et smukt strandstykke i retning af Østjyllands bedste badestrand, Saksild. Saksild har både butikker, spisesteder og livreddertårn. Læs mere om Saksild her.