Herregården Møllegaard

Slotte og herregårde

Herregårdens hovedbygning opført i 1880 er tegnet af arkitekt H. Hagemann og erstattede formodentligt en ældre hovedbygning i bindingsværk.

En beboelsesbygning i bindingsværk fra 1810 er beliggende sydvest for hovedbygningen.

Længere mod sydøst ligger de egentlige avlsbygninger opført dels kampesten, bindingsværk og grundmur. En hollandsk vindmølle har tidligere stået på taget af den østlige længe.

Møllegaards ejerhistorie

Møllegaards første kendte ejer, fra sidste halvdel af 1500-tallet, var Oluf Hansen Gaas. Gaas lod herregården overgå til Mogens Eriksen Bille, som i 1597 overdrog gården til sine to sønner, Erik og Steen Mogensen Bille. 

Fra 1614 overtog officer og landkommussær Bendt Petersen von Deden. Efter hans død overtog enke Karen Pros, indtil parrets søn Rudbek Bendtsen von Deden blev myndig. Også Rudbeks enke Hilleborg Grubbe stod for gården, indtil sønnen Bendt Frederik von Deden overtog. Bendt overtog også den nærliggende herregård Skovsbo. 
Efter Bendts død i 1704 overgik Møllegaard til hans enke Mette Margrethe Sehested, som samme år frasolgte Skovsbo. Hun ægtede efterfølgende kaptajn Vincens Steensen Kaas, som dermed overtog Møllegaard. Få år efter Vincens Kaas' død solgte Mette Sehested Møllegaard til kaptajn Christopher Radeleff.

Senere ejede ritmester Henrik Christoph von Pultz, der var gift med Birgitte Sophie Kaas, gården. Efter hendes fars død flyttede parret til Skovsgaard, der også ligger på Langeland. Parret døde med få års mellemrum, og begge gårde blev solgt på auktion i 1760.

Som mange af Langelands øvrige herregårde, har også Møllegården hørt under Ahlefeldt-Laurvig, Tranekær.
Før 1787 købte greve Frederik Ahlefeldt-Laurvig Møllegaard. I 1791 arvede Frederik grevskabet Langeland og han lod derefter sin bror Carl Christian Ahlefeldt-Laurvig bebo Møllegaard.


Få år inden Ahlefeldt-Laurvigens død solgte han i 1830 Møllegaard til Christopher Adolph von Hedemann, der i 1834 videresolgte gården til M. Petersen. Petersen efterlod gården til sin søn, C. M. Petersen, hvis enke Sigrid Adelheid Julie Petersen ejede Møllegaard indtil 1940.

Siden 2016 har Møllegaard været ejet af Møllegård Hovedgaard K/S.

Offentligheden har ikke adgang til Møllegaard.

Læs mere om Møllegaards ejerhistorie, tjenestefolk, bygninger og kulturmiljø på danskeherregaarde.dk

Kilde: Dansk Center for Herregårdsforskning

Indhold er leveret af VisitLangeland
visit@langelandkommune.dk
Sidst opdateret d. 15/03/2024 08:56

I nærheden