Redskaber, rekonstruktion og levendegørelse
Den kulturhistoriske afdeling rummer en større samling af landbrugsredskaber fra første halvdel af 1900-tallet.
Uden for museet er der opført en rekonstruktion af et jernalderhus, hvis dimensioner er hentet fra en arkæologisk udgravning i nærheden.
Om sommeren er der levendegørelse og børneaktiviteter på jernalderpladsen til glæde for de besøgende hvert år i juli måned. Læs nærmere i museets kalender.
Sydthy Kunst- og Kulturcenter
Heltborg Museums kunstafdeling rummer flere kunstnere med tilknytning til Thy. Deres værker udstilles lejlighedsvis. Malerier, tegninger og litografier af Jens Søndergaard (1895-1957) og værker af Leo Estvad og Ellen Raadal, og skulpturudstilling af Erland Knudssøn Madsen er en fast del af udstillingen.
På Heltborg Museum har den lokale digter Hans Bakgaard sin egen mindestue. Han var en god sanger og drømte om en sangerkarriere. Derfor tog han til Amerika, men han vendte skuffet hjem og slog sig ned på sin barndomsegn ved Ydby. Han blev digter og udgav selv egne digtsamlinger og dilettantstykker. I nogle år arrangerede han også hjemstavnskoncerter i Ydby.
Aktivitet året rundt
I løbet af året er der forskellige aktiviteter for alle aldersgrupper.
Heltborg Museum er en del af Museum Thy.